Min Sjæl er mørk — nu, Sanger! flux
Du Harpens Streng maa røre,
Slyng saa i milde Bølgeslag
Dens Toner mod mit Øre!
Har end min Sjæl et lønligt Haab,
Ved Sang det vil fremtrylles,
Og atter Øiets tørre Væld
Af friske Taarer fyldes. —
Men bort med Skjemt! kun Smertens Dyb
Tør tolke dine Strenge,
Og græde maa jeg, Sanger, skal
Ei Tungsind Hjertet sprænge.
Thi det er ammet op med Sorg
Og døbt i Taarestrømme,
Og briste maa det nu, kan Sang
Ei lulle det i Drømme.
Byron.