Det var engang i faure Vaar,
Da Hjertet fanger Blomsterduften,
Da mødtes — selsomt tidt det gaaer —
En Morgen Amor og Fornuften.
Han talte om sin sidste Drøm,
Imens Fornuften priste Veiret:
Saa frisk var ogsaa Luftens Strøm —
Og snart i Selskab de spadsered.
Den Lille gjorde mangt et Sving,
Mens, Juno lig, Fornuften spanker
Og kaster fra sig vidt omkring
En vældig Skygge, hvor hun vanker.
Hvad Under, at tilsidst lidt klam
Den klare Morgen Amor følte;
Thi stadig Skyggen faldt paa ham
Og uafladelig ham kølte.
Omsonst han letted Vingen op
Mod Lyset, hvor det lifligst spilled,
Bestandig Pigens Kæmpekrop
Sig mellem ham og Solen stilled.
„Det gaaer forvidt!” — den Smaa udbrød —
„Ei Solen er for Jer alene!” —-
Saa Nympben sit Farvel han bød
Og smutted bort bag Myrtegrene.
Nu sværmed han omkring saa glad,
I Skov og Eng, ved Søens Brusen,
Drak Liv og Lyst af Solens Bad
Og Sommervindens milde Susen.
Og plukked alle Blomster smaae
Og fanged alle faure Qvinder
Og nipped til hver Frugt, han saae,
Til Duften døer og Smagen svinder.
Men da til Slettens aabne Skjød
Sig sænked Solens Middagsvarme,
Vansmægtende i Feberglød
Da gispede saa mat den Arme.
Ei svaled meer ham Nattens Luft,
Og bort fløi Sundheds Blomstersmykke
Hvor var den sindige Fornuft
Nu henne med sin svale Skygge?
Et gammelt Palmetræ der stod —
Hvad seer han, just som han sig vendte? —
Der stod hun, lænet til dets Fod,
Med Panden sval, mens selv han brændte.
„O! læg mig til din Barm saa kold!” —
Ved hendes Fod han sagte stammed —
Da slynged hun sin Klædnings Fold
Om Hov’det, der i Feber flammed.
Igjennem Marv og Been det gøs,
Men hastig sagtnes Pulsens Strømme,
Thi, ak! til Iis ham Blodet frøs —
Forbi det var med Amors Drømme!
Thomas Moore.