Ønsker Du at vide, naar
Bedst dit Suk sig lønner,
Naar den Skjønne mindst modstaaer
Elskovs kjælne Bønner?
Qvindens Tro kun altfor sødt
Skjænkes tidt iblinde,
Pigehjertet er saa blødt,
Mænd som Veir og Vinde!
Nærm den Faure Dig, naar Sang
Toner trindt fra Qviste,
Naar i Duft fra friske Vang
Vaarens Knopper briste;
Naar fra Krat og Søens Speil
Elskovsaander stige,
Straalende i Skjønhed — beil
Til den bange Pige!
Nærm Dig, naar med Rosenmund
Sommeraftnen vinker,
Naar fra Bækkens klare Bund
Klare Stjerner blinker;
Naar paa Busk og Vindveskarm
Maanelyset bæver,
Suk, til hendes ømme Barm
Ømmere sig hæver!
Nærm Dig, naar sig Høstens Skjær
Over Skoven lægger,
Løvet fra de visne Træer
Kildespringet dækker;
Minde vil den Varselsrøst,
Ungdom svinder fage,
Vil, før Blomsten doer i Høst,
Hun dens Sødme smage.
Nærm Dig, naar den kolde Vind
Huult paa Porten banker,
Naar sig om Kaminens Skin
Muntre Ungdom sanker;
Mens Orkanens vilde Stød
Nøgne Marker feier,
Elskovs Hvisken, dobbelt sød,
Vinder snarest Seier.
W. C. Bryant.