Barton, Bernard, f. 31. Januar 1784, d, 19. Febr. 1849. Hans Dage henrandt temmelig eensformigt, deelte mellem Forretningslivet og Literaturen. Han var ikke noget fremragende Geni; imidlertid bleve flere af hans Muses Frembringelser optagne med Bifald, og »Poems by an Amateur«, som udkom i London, Aar 1818, opnaaede fire Oplag. — Nr. 100.
Bayley, (eller Bayly?) Thomas Haynes, f. i Nærheden af Bath 1797, d. i Cheltenham 22. April 1839. Udsprungen af en rig og fornem Familie, erholdt han en omhyggelig Opdragelse, og levede i landlig Indgetogenhed indtil Aaret 1831, da uforskyldte økonomiske Forlegenheder tvang ham til at søge sit Erhverv ved literair Virksomhed. Næst Thomas Moore er Bayley Englands populæreste Sangdigter (song-writer) i dette Aarhundrede. Hans Digte ere samlede og udgivne af hans Enke, Aar 1845. — Nr. 21, 32 52, 54, 73, 74, 98.
*Bryant, William Cullen, f. i Cummington i Massachusets 3. Novbr. 1794, fremtraadte, med den for næsten alle amerikanske Skribenter egne, tidlige Aandsmodenhed, allerede i sit 14de Aar som Forfatter, bereiste i Aarene 1834 til 1836 Frankrig, Tydskland og Italien, og overtog ved sin Hjemkomst Redaktionen af New York Evening Post, som han siden har besørget. Han har i denne Stilling gjort sig i høi Grad bemærket, og udøvet stor Indflydelse paa den offentlige Mening. Bryant er En af de betydeligste amerikanske Lyrikere, udmærket ved en storartet Natur- og Verdensbetragtning, saavelsom ved sine Skrifters nationale Charakteer. — Nr. 23.
Burns, Robert, f. ved Bredderne af Doon i Ayrshire 25. Januar 1759, d. i Dumfries 21. Juli 1796. Da han var en født Bondesøn, randt hans Barndomsaar under landlige Sysler, og den tarvelige Underviisning, han nød, synes ikke at have udøvet stor Tiltrækningskraft paa hans Aand; men Fædrelandets Genius fandt ham, som han selv siger, ved Ploven, og kastede Begeistringens Kappe om ham. Thi Sangens Gave var af Muserne lagt paa hans Vugge. Lidenskaberne, fortæller han, rasede i ham som ligesaa mange Djævle, indtil han druknede dem i Sangens Strøm. Hans stolte og pirrelige Gemyt, hans vilde Temperament, hvorover allerede fra den tidligste Ungdom Hypokondrien kastede sine Skygger, afgav ikke de heldigste Varsler for et velordnet og lykkeligt Liv, og det Indtryk Beskueren fik af hans ydre Personlighed, hans stolte, undertiden noget frastødende Holdning, hans skjødesløse Landmandsdragt, sorte krøllede Haar og sjælfulde Physiognomi, men fremfor alt hans Øine, »saa brændende, som man endnu aldrig havde seet dem i noget menneskeligt Hoved« — Alt stod i fuldkommen Samklang med hans mægtige Genius’s storslaaede Træk. Armod og Nød fremkaldte hos den unge Digter den Beslutning at forsøge sin Lykke i Vestindien. For at skaffe sig Midler til Reisen, lod han i Aaret 1786 sine første Digte trykke i den lille By Kilmarnock, og disse bleve optagne med en saa exempelløs Begeistring, at Forfatteren, istedetfor at reise til Vestindien, gik til Edinburgh, hvorhen allerede hans Navn var naaet, og hvor han en Tidlang var Gjenstand for sværmerisk Hylding af Høie og Lave. En ny Udgave af Digtene indbragte ham en anselig Sum, og hans første Tanke var at yde sin fattige Moder Hjælp, hvortil han anvendte henimod Halvdelen af Pengene. Den næste Gjenstand for hans Omsorg var at reise et Mindesmærke over en Aandsfrænde, Digteren Robert Fergusson, og for det Tiloversblevne forpagtede han en liden Jordlod, ikke langt fra Dumfries, hvorhen han trak sig tilbage med sin Elskede, Jean Armour, som han imidlertid havde ægtet, og deres fire Børn. Det vilde dog ikke ret gaae for ham her. Skjøndt hans Regnskabsbog, der ikke indeholdt synderlig Andet end Stumper af Vers, var mærket: »Robert Burns, Poet«, formaaede han dog ikke ved Phantasiens Hjælp at fremtrylle Korn paa Marker, hvor han Intet havde saaet, og han opgav snart efter Landvæsenet, for at overtage en beskeden Post under Toldvæsenet i Dumfries. Hans uafhængige Charakteer og Hang til et uregelmæssigt Liv, som hans nye Stilling gav forøget Næring, afskar ham imidlertid ogsaa her al Udsigt til Forfremmelse, Sygdom og Sorg nedbrød hans Kraft, Fattigdom traadte til, og »Skotlands Shakespeare«, »Plovmanden fra Ayrshire«, udaandede i sit 38 Aar. Hans Død fremkaldte en sand Landesorg, Mindesmærker opreistes til hans Ære, og de Gunstbevisninger, den ulykkelige Digter havde maattet savne, kom i fuldt Maal hans Efterladte tilgode. Hans Digte, hvoraf der ere udkomne over 100 Udgaver, have givet hans Fødelands Sprog europæisk Navnkundighed. En lykkelig Forening af Naivitet, Humor og dyb Følelse charakteriserer Burns’s Poesi, og han er deri ikke overtruffen af Nogen. Hans Sprog er jævnt, men ædelt, naturligt, og dog sammentrængt, og hans Sang kommer altid fra Hjertet, snart som et Udbrud af Latter, snart som en Strøm af Taarer. Hans Muse river derfor altid Læseren med sig, og man forstaaer hans Recensents Følelser, naar han siger, at han kunde fristes til snarere at skrive en Elegi end en Kritik over ham. — Nr. 3, 6, 16, 42, 56, 57, 58, 61, 62, 79, 84, 86.
Byron, George Gordon Lord, f. i London 22. Januar 1788, d. i Missolonghi 19. April 1824. Hans Fader, Capitain John Byron, forlod Aaret efter hans Fødsel Moderen, hvis betydelige Formue han havde forødt, og hun trak sig nu tilbage med Sønnen til Aberdeen i Skotland, hvor hun i smaae Kaar maatte sørge for hans Opdragelse, indtil han, 11 Aar gammel, ved en Grandonkels Død, uventet arvede Familiens gamle Sæde Newstead Abbey, ikke langt fra Nottingham, og med det Peer-Værdigheden. Den unge Lord blev nu sat i Skole i Harrow, hvorfra han siden gik over til Universitetet i Cambridge. I Skoleaarene udmærkede B. sig just ikke særdeles ved Flid, hvorimod det ikke manglede paa charakteristiske Træk, som røbede de ualmindelige Sjælsevner, Naturen havde nedlagt i ham. Disse bleve imidlertid af hans lunefulde og ufornuftige Moder ledede paa en høist uheldig Maade, hvilket, i Forening med en medfødt Feil ved hans ene Fod, tidlig bidrog til hos den stolte og lidenskabelige Dreng at udvikle netop de Egenskaber, der hørte til Skyggesiderne i hans Charakteer. Byron, der ligesaa lidet fandt Smag i Universitetslivet som i Skoletugten, men helst fulgte sin egen Methode, forlod, 19 Aar gammel, Cambridge, og opslog sin Bolig paa Newstead, hvor han synes at have ført et temmelig vildt Liv. Allerede Aaret iforveien (1807) havde han udgivet sit første Bind Digte (»Hours of Idleness«), der fremkaldte en dadlende Kritik i Edinburgh Review, hvilken B. dog ikke blev Svar skyldig (»English Bards and Scotch Reviewers«), indtog derefter sit Sæde i Overhuset, men forlod kort efter England, og bereiste Middelhavets Kyster. Efter sin Hjemkomst udgav han (1812) de to første Sange af »Childe Harold«, og, som han selv siger, da han vaagnede en skjøn Morgen, var han berømt. Hurtig efter hinanden fulgte nu i de 3 paafølgende Aar »The Giaour«, »The Bride of Abydos«, »The Corsair« og »Lara«. Den Lykke disse Arbeider gjorde, var umaadelig, og B. stod paa sin Berømmelses Tinde. I 1815 ægtede han Anna Isabelle Milbanke. Dette Ægteskab var af forskjellige Grunde, som aldrig ret ere opklarede, ulykkeligt, og efterat hans Gemalinde havde skjænket ham en Datter, forlod hun ham, under det Paaskud at han var afsindig. Hans Formuesomstændigheder vare paa den Tid aldeles ødelagte, og den ulykkelige Digter, hvem Skilsmissen paadrog de mest nærgaaende offentlige Angreb, forlod 1816 anden Gang sit Fædreland, for aldrig mere at vende tilbage. Han gjennemreiste nu Belgien og Holland, opholdt sig i længere Tid først ved Genfersøen, senere paa forskjellige Steder i Italien, fornemlig i Venedig, og førte i disse Aar et extravagant Liv, deelt mellem literaire Arbeider, vilde Orgier og Elskovseventyr. I Schweits traf han sammen med Shelley, og mellem disse beslægtede Aander opstod snart et inderligt Venskab, der ikke blev uden Indflydelse paa Byrons Poesi. I Venedig gjorde Digteren Bekjendtskab med Grevinde Guiccioli, med hvem han knyttede et Kjærlighedsforhold, der vedvarede til hans Død, og hvorom hun selv i sine Memoirer giver interessante Meddelelser. I denne Periode fuldendte han tillige »Childe Harold«, skrev sine Dramer, blandt hvilke »Manfred« og »Sardanapal« ere de berømteste, og forfattede sit store Hovedværk »Don Juan«, som han har efterladt ufuldendt. Imidlertid havde Verdensbegivenhederne aabnet en ny Virkekreds for hans Aand. Den græske Opstand var udbrudt og lagde Beslag paa hele Europas Opmærksomhed og Sympathi, og den for Friheden begeistrede Digter besluttede at offre sin Formue, sine Kræfter og sit Liv for at tjene det skjønne, klassiske Land, som hans Muse allerede havde bidraget til at forherlige. B. blev af Grækerne modtaget »som en Messias«; men hans Legem skraft var brudt, og allerede efter nogle Maaneders Forløb bukkede han under for en Feber i sit 37te Aar. Hans Død blev i Grækenland betragtet som en national Ulykke, og i England vakte Efterretningen derom almindelig Deeltagelse, hvad der dog ikke forhindrede, at Autoriteterne nægtede hans jordiske Levninger Adgang til Westminster Abbey. Utallige Biographer have søgt at give Verden et Indblik i denne storartede, i levende Live af et mystisk Slør omgivne Personlighed. Thomas Moore, til hvem han havde staaet i et mangeaarigt Venskabsforhold, og hvis Skildring er bygget paa Meddelelser i Byrons egne Dagbøger og Breve, har leveret det væsentligste Bidrag i saa Henseende. Men iøvrigt lærer man Byron bedst at kjende af hans Skrifter, hvis store Skikkelser, saavel de mandlige som qvindelige, som oftest ere et tro Speilbillede af ham selv, saaledes som han var, fuld af Modsigelser, stolt og forfængelig, egensindig og bøielig, let bevægelig og trofast, overgiven og sørgmodig, indesluttet og aaben, smaalig og rundhaandet, saa at hvad Allan Cunningham siger om »Don Juan«, at Digteren synes at have siddet mellem Lysets og Mørkets Aander da han skrev den, med Føie lader sig anvende paa hans hele Liv og Personlighed, der bestandig svingede mellem to modsatte Poler. Endog i hans Ydre viste sig de samme Modsigelser, idet han paa engang var skjøn og vanskabt, og selve hans Ansigtsudtryk var, efter Grevinde Guicciolis Vidnesbyrd, saa vexlende, at det i nogle Øieblikke kunde gjennem gaae den hele Skala fra livlig Oprømthed til den dybeste Smerte, ligesom en anden bekjendt Forfatterinde fortæller, at han kunde være formelig hæslig, saa fortrukkent var undertiden hans Ansigt af Lidenskab. Intet Under, at om en saadan Individualitet Dommene lyde høist forskjellig. Kun om Et maa vel Alle være enige, at han var en af de største Aander, den nyere Tid har frembragt. — Nr. 11, 22, 34, 40, 41 45, 55, 64, 67, 68, 85.
Callanan, James Joseph, f. 1795 i Irland, af fattige Forældre, d. 1829 i Lissabon. Bestemt for Præstestanden, for hvilken han dog ikke følte nogen Tilbøielighed, førte han et ustadigt og drømmerisk Liv, mestendeels som Huuslærer, ofte i Mangel og Nød. Hans Digte udkom samlede efter hans Død under Titelen: »The Recluse of Inchidony and other Poems«, Cork 1830. — Nr. 14, 29.
Campbell, Thomas, f. 27. Juli 1777 i Glasgow, d. i Boulogne 15 Juni 1844. Allerede i en tidlig Alder udmærkede han sig ved Universitetet i sin Fødeby ved klassiske Studier, og vandt oftere Prisen for Besvarelser af herhen hørende Opgaver. Derfra gik han til Edinburgh, hvor han i 1799 udgav sine første Digte, som strax vandt hæderlig Anerkjendelse, og bereiste senere Tydskland, hvor han var Øienvidne til Slaget ved Hohenlinden, som han har beskrevet i et af sine berømteste Digte. Efter sin Hjemkomst tog han Ophold i London, hvis Universitet han var med at grundlægge, udgav i nogle Aar et literairt Maanedsskrift, og blev to Gange hædret med Valg som Lord Rector i sin Fødeby, Hans Poesier ere udkomne samlede under Titelen: »Poetical Works«, London 1837. De udmærke sig ved en ædel Stiil og aande en varm patriotisk Følelse. — Nr. 71, 83, 88.
Carey Harry, f. —, d. 1748. Størstedelen af hans poetiske Frembringelser hæver sig ikke betydelig over Datidens traditionelle Maneer. Hans Digte oplevede dog flere Udgaver, og enkelte af dem vandt stor Popularitet. — Nr. 96.
Cook, Miss Eliza, f. 1820, lever i London, og er en ikke blot i England, men ogsaa i Amerika meget læst og afholdt Digterinde. Den fuldstændigste Samling af hendes Digte er udkommet under Titelen »Melaia and other Poems«, London 1840. — Nr. 97.
Cornwall, Barry, hvis rette Navn er Bryan Waller (ikke »Walter«) Procter, er født i London, Aar 1790, d. 1842 sammesteds, hvor han levede som Advokat. Hans Poesi udmærker sig i lige høi Grad ved Phantasiens Styrke, Følelsens Dybde og en lykkelig Sammensmeltning af Indhold og Form, og hans Sange høre til de bedste og mest yndede i hele den engelske Literatur. De ere samlede efter hans Død under Titelen: »English Songs and other Small Poems«, London 1846. — Nr. 5, 44.
Cunningham, Allan, f. i Blackwood, ikke langt fra Dumfries i Skotland, 7. Decbr. 1784, d. i London 29. Octobr. 1842, var oprindelig bestemt for Muurhaandværket, men en høiere Trang drev ham i Aaret 1810 til London, hvor han fandt Beskjæftigelse i Billedhuggeren Sir Francis Chantreys Værksted, og ved Siden deraf udviklede en betydelig literair Virksomhed. Allerede førend han forlod Skotland, havde han som heldig Efterligner af de gamle skotske Ballader hendraget Sir Walter Scotts Opmærksomhed paa sig, og om Digtet »A wet sheet and a flowing sea« (87) udtaler samme Forfatter, at han anseer det for at høre til Datidens bedste Sange. Allan Cunninghams Hovedværk er: »Lives of eminent British Painters, Sculptors and Architects » i 6 Bind. Tillige har han udgivet Robert Burns’s Værker, med en Skitse af Forfatterens Liv, samt en Samling af skotske Sange i 4 Bind. — Nr. 37, 93.
Gay, John, f. 1688, d. 1732, er især berømt som Fabeldigter, men har ogsaa skrevet forskjellige lyriske og dramatiske Sager af blivende Værd. Hans Ballade: »’Twas when the seas were roaring« (70) siges at være »one of our finest modern poems«. — Nr. 70.
*Hoffman, Charles Fenno, f. 1806 i New York, forsøgte engang som tolvaarig Dreng at springe fra Landgangsbroen ombord paa et forbiseilende Dampskib, hvilket kostede ham hans høire Been. Dette Ulykkestilfælde medførte dog ingen Hinder for hans legemlige eller aandelige Svingkraft — ja, han blev ikke destomindre en udmærket Rytter og Svømmer. Den juridiske Bane, som han først slog ind paa, ombyttede han snart med den literaire, arbeidede senere fornemlig for den periodiske Presse, men har siden 1848 lidt af en uhelbredelig Sindssygdom. Som Digter har H. især skrevet Fortællinger og Sange, hvilke sidste høre til de bedste i den amerikanske Literatur, men endnu ikke vides at være samlede. — Nr. 72.
Hood, Thomas, f. i London 23. Mai 1798, d. sammesteds 3 Mai 1845, havde lært Kobberstikkerkonsten og besad gode Anlæg for Tegning, men fandt dog først i Literaturen sin rette Virkekreds. Det er fornemlig sine komiske og satiriske Digte( »Whims and Oddities«, »The Comic Annuals«, etc.) Hood skylder sin Berømmelse; dog har han ogsaa skrevet alvorlige Ting, som have vakt stor Opsigt og med Rette henregnes til Literaturens Prydelser, deriblandt især »The Song of the Shirt«, »The Bridge of Sighs« (53) og »The Dream of Eugene Aram«, der alle have afgivet Illustrationer til det Mindesmærke, som d. 18. Juli 1854 efter offentlig Subskription blev reist over den forevigede Digter. Ogsaa som Menneske nød Hood almindelig Agtelse for sin hæderlige Charakteer og sit milde, menneskekjærlige Sind. — Nr. 17, 43, 53, 66.
Jonson, Ben, f. 1574, d. 1637. Efter et temmelig eventyrligt Liv, først som Soldat, siden som omreisende Skuespiller, kom han tilsidst paa sin rette Hylde som dramatisk Eorfatter. Nogle af hans første Forsøg faldt i Hænderne paa Shakespeare; denne opmuntrede ham til at fortsætte, og han vedblev nu i en Række af Aar at producere Comedier og Tragedier, der for det meste opførtes med stort Bifald, og grundlagde Forfatterens Renominee som En af Englands ypperste Digtere, hvem Samtiden endog i flere Henseender satte over Shakespeare. Ogsaa hans lyriske Poesi skattes høit af Englands første Konstdommere, og om den lille Sang »Oh do not wanton with those eyes« (31) skriver hans Biograpb, Mr. Gifford: if it be not the most beautiful ih the language, I freely confess, for my own part, that I know not, where it is to be found«. Ben Jonson er begravet i Westminster Abbey under en liden Steen, som bærer den lakoniske Indskrift: »O! rare Ben Jonson.« — Nr. 31.
*Longfellow, Henry Wadsworth, f. 27. Febr. 1807 i Portland i Maine, begav sig allerede i Aaret 1826, efter at have fuldendt sine Studier, til Europa, hvor han opholdt sig indtil 1829, og modtog ved sin Hjemkomst Ansættelse som Professor i de nyere Sprog ved Bowdoin College. I 1835 opgav han dog igjen denne Stilling, og foretog paany en Reise til Europa, for at studere de nordiske Sprog og Literaturer. Under sit Ophold her, hvor han ved en pludselig Død mistede en elsket Hustru, bereiste Longfellow ogsaa Danmark og Sverig, og hans Kjærlighed til de nordiske Rigers Poesi og Literatur afspeiler sig i flere af hans Digte. Aaret efter vendte han tilbage til sit Hjem, hvor han erholdt Professoratet i det franske og spanske Sprog ved Horvard College i Cambridge. Af alle amerikanske Forfattere er L. den, der besidder det grundigste og mest omfattende Kjendskab til de europæiske Literaturer, og den Indflydelse disse har havt paa hans Poesi, er umiskjendelig. I hans senere Arbeider spores den dog mindre; Forf. har ialtfald til dem fortrinsviis valgt Motiver hentede fra hans egen Verdensdeel, og Kritiken, af hvilken han tilforn af og til maatte høre ilde for hiin Paavirkning, fremhæver nu til Gjengjæld det nationale Præg som et Hovedfortrin ved disse. Sin offentlige Stilling har L. allerede for endeel Aar siden opgivet, og lever nu som Privatmand i Cambridge, i sin Families Skjød, omgivet af en Kreds af literaire Venner. Blandt hans større Digte har »The Song of Hiawatha«, især tiltrukket sig Opmærksomheden, af de mindre ere »Voices of the Night« (13, 20, 39, 63, 95), samt hans Oversættelser, hvoriblandt en ypperlig Gjengivelse af »Kong Christian stod ved høien Mast«, de berømteste. — 1, 7, 13, 20, 39, 51, 63, 77, 82, 87, 95, 99.
Milnes, Richard Monckton, f. i Yorkshire Aar 1806, foretog, efterat have endt sine Studier i Cambridge, længere Reiser paa Fastlandet, senere (1842 og 43) ogsaa i Ægypten og Lilleasien. Han er Medlem af Underhuset. Ved sine talrige Digtninger, der ere udgivne samlede i 4 Bind, har han erhvervet sig en hæderlig og varig Plads i den engelske L iteratur. — Nr. 19.
Moore, Thomas, f. i Dublin 28. Mai 1779, d. 25. Februar 1852. Han var af simpel Herkomst; Faderen havde et lidet Viinudsalg, men Moderen synes at have besiddet Egenskaber, der ialtfald kom Sønnen ypperlig tilgode. Hun var utrættelig i at frede og fremelske enhver Spire af Talent, som hun troede at opdage hos denne, og da han meget tidlig røbede Smag for Musik, Recitation og Poesi, sørgede hun for at Drengen fik Underviisning og anskaffede et gammelt Instrument, hvorpaa han kunde prøve sine Kræfter, og snart blev Forældrenes Huus om Aftenen Samlingsstedet for en lille udvalgt Kreds, for hvilken den unge Virtuos under almindeligt Bifald foredrog yndede Sangnumere. Det blev besluttet, at Tom skulde studere, og den ufortrødne Moder fortsatte sin Iver for at udvide hans Kundskaber, navnlig i Sprog, hvori han især gjorde store Fremskridt. Poesien var og blev dog hans Yndlingsbeskjæftigelse, og allerede i hans 14de Aar saae hans første trykte Digt Lyset under Titelen »Vers til Zelia, da hun bebyrdede Forfatteren altfor meget med at skrive om Kjærlighed«. Universitetsaarene benyttede Moore med stor Flid og Stadighed, men fik dog Tid til ogsaa at dyrke Poesien, saaledes at han i sit 20de Aar kunde udgive sin berømte Oversættelse af Anakreon, hvilken, paa Grund af det aandelige Slægtskab, der knyttede de tvende Digtergenier til hinanden, forskaffede ham Tilnavnet »Anakreon Moore«, som han siden bestandig beholdt. Kort efter at han havde fuldendt sine Studier, modtog han en offentlig Ansættelse i Bermuda, hvorfra han vel strax vendte tilbage, men som dog indviklede ham i store Pengeforlegenheder, der i mange Aar tyngede paa ham. Moore traadte ikke siden i Statens Tjeneste, men offrede sig udelukkende for sin Forfattervirksomhed. Den første Frugt heraf var »Odes and Epistles« (2 Dele), samt et Par Aar senere et Bind Ungdomsdigte, udgivne under det antagne Navn »Thomas Little«. Disse Arbeider, der allerede noksom røbede, hvad man med Tiden kunde vente sig af hans Geni i dets forskjellige Retninger, paadroge imidlertid Forfatteren temmelig haarde Bebreidelser for Letfærdighed og Mangel paa Moralitet, Beskyldninger, som dog maatte forstumme, efterhaanden som hans Digternatur udfoldede sig til fuld Modenhed. M. opholdt sig senere i længere Tid i Paris og bereiste Italien, hvor han traadte i et inderligt Venskabsforhold til Lord Byron. Denne betroede ham endog sine Dagbøger og Papirer, som dog af Familiehensyn ere blevne brændte, og Digteren har blandt flere prosaiske Skrifter udgivet »Notices of the life of Lord Byron«. Thomas Moore var en af disse heldig construerede Naturer, hvis Liv ikke søndersplittes af vilde Lidenskaber eller af ydre Rystelser, og han nød den for Genier ikke almindelige Lod, igjennem et langt og hæderligt Liv, betegnet ved fortsatte Triumfer, at staae som en Pryd for sit Fødeland, en lykkelig Familiefader og en Glæde for de talrige Venner, hans personlige Elskværdighed samlede omkring ham. Moores Poesi er yppig og blendende, hvadenten han »udslynger Viddets Raketter«, eller han »lader Phantasien flagre som en Sommerfugl gjennem Egne med bestandigt Solskin«, eller hans Strænge bæve i de ømmeste Udbrud af Kjærlighed og Venskab. Af hans Vittighedsværker staae »The Twopenny Post Bag«, »The Fudge Family in Paris« og »Fables for the Holy Alliance« øverst, blandt de alvorlige Digte indtage »Laila Rookh« og »Irish Melodies« første Rang. »Laila Rookh« indeholder i 4 løst forbundne Fortællinger de troeste, prægtigste og skjønneste Skildringer af østerlandske Egne og Sæder; »Irish Melodies« (8, 9, 38, 46, 60, 69, 89), der ere skrevne til gamle irske Folkesange, afgive at rørende Vidnesbyrd om Digterens Kjærlighed til sit Fædreland, og staae i Ynde og dyb Følelse, saavel som i sproglig Fuldendthed uovertrufne. — Nr. 2, 8, 9, 10, 15, 18, 24, 25, 26, 27, 33, 35, 38, 46, 47, 48, 49, 59, 60, 65, 69, 78, 81, 89, 91.
Percy, Thomas, f. 1728 i Bridgenorth, d. 1811 som Biskop af Dromore i Irland, er især bekjendt som Udgiver af »Reliques of Ancient English Poetry«. Han var en Mand med megen Smag og fiin Følelse for Poesi, og har som Literaturhistoriker og Kritiker indlagt sig stor Fortjeneste. Som Digter er Percy mindre bekjendt; dog er hans »O Nancy, wilt thou go with me« (30), ifald man tør troe Robert Burns, »maaskee den smukkeste Ballade i det engelske Sprog« — Nr. 30.
Shelley, Percy Bysshe, f. i Field Place i Grevskabet Sussex 4. A ugust 1792, forulykket paa Middelhavet 8, Juli 1822. Denne dristige Genius, som først den seneste Tid har forstaaet ret at vurdere, afgiver et Exempel paa, hvor let selv det Ædleste og Bedste i den menneskelige Natur, Aandens Higen efter Sandheden, ved Forholdenes Magt kan bringes paa Afveie, og rige Naturgaver, en pletfri Vandel og heldige ydre Vilkaar formaaede ikke at kaste Solskin ind i et Liv, hvorover Mørkets Magter syntes at svæve som rugende Skygger. Allerede Skoleaarene i Eton, i hvilke Shelley blev behandlet med oprørende Haardhed, synes i den tidlig modne, stolte Drengs bløde og koleriske Gemyt at have lagt Spiren til en Aandsretning, der endte i fuldstændig Atheisme, og bevirkede, at han i sit 17de Aar blev udstødt fra Universitetet i Oxford, paa samme Tid som et ubesindigt Ægteskab berøvede ham al Støtte hos Familien. Ægteskabet var ulykkeligt, og efterat det havde forøget Familien med 2 Børn, blev det hævet, og hans Hustru tog sig senere selv afdage. Shelley, hvis lidenskabelige Charakteer kun ansporedes endmere ved disse Ulykker, erklærede nu i sin »Queen Mab« ligefrem hele den bestaaende Samfundsorden Krig, og Følgen heraf var igjen, at han ved det Offentliges Foranstaltning berøvedes Formynderskabet for sine Børn, hvem han elskede med sit varme Hjertes hele Inderlighed. En ny Forbindelse var vel lykkeligere, men S. forlod dog ikke længe efter med Familie sit Fødeland, og tog Ophold i Schweitz og Italien, hvor han traf sammen med sin trofaste Ven Lord Byron, Her levede Digteren sine lykkeligste Aar, som dog formørkedes ved Tabet af to Børn. Seilads havde altid hørt til hans Yndlingsadspredelser, og d. 8. Juli 1822 forlod han i et lidet Fartøi, han selv havde ladet bygge, Livorno, for at gaae til Spezzia. Veiret var ugunstigt, og det manglede ikke paa Advarsler mod at begive sig paa Veien; men Shelleys heftige Temperament tillod ingen Opsættelse; en Orkan indtraf — og den ulykkelige Sanger fandt sin Grav i Bølgerne. Byron opbrændte ved Nattetid hans Lig paa Kysten, og lod senere Asken, tilligemed hans Hjerte, som Flammerne havde skaanet, bisætte i Rom. Blandt Englands lyriske Digtere er Shelley En af de mest fremragende, udmærket ved rig Phantasi, høi poetisk Flugt og en glimrende Versifikation; ogsaa hans ædle Charakteer anerkjendes selv af hans Fjender. Hans samlede Skrifter ere udgivne af hans Enke i fire Bind. — Nr. 12, 50, 75, 90.
Tennyson, Alfred, den yngste af Englands Digtere, optraadte først 1830 med et Bind Digte, som dog ikke vandt uimodsagt Anerkjendelse. I 1832 udgav han et nyt Bind og i 1850 (anonymt) et tredie. Hans Popularitet har i dette Tidsrum været i stadig Stigning, han ansees for Øieblikket som den betydeligste nulevende engelske Lyriker, og beklæder siden Wordsworths Død Hædersposten som »Poet Laureate«. Nr. 36, 92.
White, Henry Kirke, f. i Nottingham 21. Aug. 1785, d. i Cambridge 19. Octbr. 1806, var af Faderen bestemt for et Haandværk, men hans Trang til at erhverve sig Kundskaber var saa stor, at han ved egen Hjælp lærte saavel de døde som flere levende Sprog, og udgav, for at skaffe sig Midler til at fortsætte sine Studier, allerede i sit 18de Aar et Bind Digte. Ved nogle Velynderes Hjælp opnaaede han ogsaa at komme til Cambridge, men lagde sig nu med saadan Iver og Udholdenhed efter Theologien, at Legemet bukkede under. Hans tidlige Bortgang, som ogsaa Byron har helliget nogle Linier i »English Bards and Scotch Reviewers«, vakte stor Deeltagelse i England, en Mængde Digte fremkom til Minde om ham, og hans literaire Efterladenskab blev Gjenstand for en Forgudelse, som en uhildet Bedømmelse neppe vil vedkjende sig —- Nr. 76, 80.
Wolfe, Charles, f. i Dublin 14. Decbr. 1791, d. som Præst i Nærheden af Cork d. 21. Febr. 1823, har i sin korte Levetid ikke skrevet meget, men Kritiken giver ham det Vidnesbyrd, at han ved det ene Digt »Soldatens Jordefærd« (28), der er helliget Mindet om General John Moore, som faldt i Slaget ved Corunna mod Franskmændene, Aar 1809, har sikkret sig et udødeligt Navn i den engelske Literatur. Dette Digt, der udkom anonymt, blev i Begyndelsen tillagt Byron, og findes optaget i enkelte Udgaver af dennes Værker. — Nr. 28.
Wordsworth, William, f. 7. April 1770 i Cockermouth i Cumberland, d. 23. April 1850, erholdt sin videnskabelige Uddannelse ved Universitetet i Cambridge, gjorde derefter en Fodreise gjennem Frankrig, Schweitz og Italien, og tog ved sin Hjemkomst blivende Opholdssted ved Søen Rydal i det romantiske Westmoreland. Hans Liv var udelukkende helliget Digtekonsten, som han søgte at føre tilbage til større Simpelhed og Naturlighed i Stof og Form, hvorved han dog ikke sjelden henfaldt til en vis Brede og Hverdagsagtighed. Han var Stifteren af den saakaldte Lake-School. Hans Hovedværker ere: »Lyrical Ballads«, 1798 og 1807, »The Recluse«, »Sonnets on the River Dudden« etc. — Nr. 4.