Har Du hørt om en Snekke — i Tangen begravet,
Den dølger et Eccho paa perleklar Bund,
Af Tonerne, som, da den gynged paa Havet,
Den skjælvende fanged af Vovernes Mund?
Og Sagnet jo gaaer, langt fra Bølgernes Brusen,
I mosgroede Huler og Ørkenens Sand,
Dens klangfulde Celler bevarer en Susen
Af Sangen, den lærte af Vind og af Vand.
Som den maa sig Sjælen vel fremmed fornemme,
Landflygtig paa Jorden den vandrer jo frem;
Dog, i sin Forviisning den aldrig vil glemme,
Den gjemmer af Toner en Skat fra sit Hjem.
Skjøndt Synden som Skyer henover os svæver,
Og Samklangen splittes i Mislyd paa Jord,
Mod den gjenløste Aand fra det Fjerne der bæver
En dæmpet Akkord af de Saliges Chor.
Bernard Barton.