Sang
paa en Venindes Fødselsdag.
paa en Venindes Fødselsdag.
Mel. Nys fyldte skiøn Sired det attende Aar.
Mel. Nys fyldte skiøn Sired det attende Aar.
Til Glæde vi skabtes, det tilstaaer enhver,
Hvor stridige ellers vi Mennesker er’.
Hver vidner, om ikke ved Ord, saa ved Daad,
At Skabningens Hensigt kan ei være Graad.
Kun tvistes der om, hvori Glæden bestaaer;
En, troer den kun findes i glimrende Kaar;
En anden i Støi, en — jeg veed ei i hvad;
Jeg troer, den bestaaer vel i — at man er glad.
Og glad kan man være ved hvad det saa er,
Naar Glæden man søger, og Glæden er værd.
Men den har fortient, og den finder sit Held,
Som selv bær dens spirende Rod i sin Siæl.
Velgiørende Lyst til at udbrede Fryd,
At afvende Sorger, at fremme hver Dyd,
Et Hierte, opfyldt af den himmelske Lyst,
O! det eier Fryd, trænger aldrig til Trøst.
For saadan en Siæl, som da rolig forstaaer,
Med Viisdom at nyde, at bære hvert Kaar,
For den viger Sorgen ærbødigen hen;
Men ædel og blank staaer dens Glæde igien.
Thi elsket af ædle og talrige Kreds,
Trods Modgang endog, den er stedse tilfreds;
Deeltagende, dobbelt den nyder hver Lyst,
Den selv har udbredt i erkiendtlige Bryst.
Hver Mismods, hver daarlig Tungsindigheds Skye
Maa vidt fra Uskyldigheds Munterhed flye;
Og Himlen, med Velbehag smilende ned,
Omstraaler dens Glæder med himmelske Fred.
Dens Velbehag smiler, Veninde! til dig,
Og giør din Lyksalighed Himmelens liig;
Din Glæde er Dydens, veldædig som den;
Blid komme din Fødselsdag ofte igien!