Poul Poulsen (1760–1815)

Ikke langt fra Quito’s venlige Kyster fremvoxde, liig tvende ranke Almetræer, som broderlig omslynge hinanden, Telasko og Kusko; — uadskilte som Børn! — nøie forbundne som Ynglinger, var intet at ligne imod deres ømme Broderkjærlighed. Da deres Fader første gang tog dem med til Quito, for at indvie dem til deres Gud, tilsvore de hinanden i Solens Tempel evig Brodertroskab, og denne Eed holdt de, om ogsaa Prøvelser truede at giøre dem vaklende.

        Du elskværdige— endskjøndt udannede lille Nation — Din Uskyld og blide Charakter talede høit til ethvert følende Hjerte! Hvi maatte din ædle Eenfoldighed, som giorde dig lykkelig, besmittes af skjændig Pengegjerrighed; hvi maatte din skjønne fredelige Stat blive et Rov for den nedrigste Egennytte?

        Liig tvende unge Løver fægtede disse Brødre i Slaget mod deres spanske Bødler; Kusko, ømmere og yngre end Broderen, kom stærk i Knibe, Telasko dækkede ham med sit Skiold, og fægtede som en Rasende; fuld af Saar sank han ned. Kusko, uskadt, bragde sin elskede Befrier i Sikkerhed, pleiede ham med ømmeste Omsorg, og havde den Glæde at see sin Broder sund og stærk paa ny. Men ak, de vare Fanger! Fortvivlet syntes deres Tilstand dem. — Telasko, modig og fast, med en skyldfri Sjæls stolte Bevidsthed, bar standhaftigere sin Ulykke, end den svagere Kusko. Da man bragde dem ombord paa et spansk Skib, styrtede denne sig ud i Floden, for ved sin Færdighed i Svømmen at undgaae sit Fangenskab. Hans Broder forsømde ikke et Øieblik for at følge ham. Alt troede de sig fri, thi ingen vovede at indhente dem. Fast slyngede om hinanden, kæmpede de modigen mod Bølgerne, efter Frihed stræbte deres ganske Sjæl — men endnu skulde den ikke blive dem til Deel. Et andet spansk Skib havde udsendt en Baad, denne tog dem op, og bragde dem til det Skib, hvorfra den var udsendt. Vel vare de nu atter Fanger, men dog uadskilte, og, saa inderlig forbundne som de vare, følde de sig ikke ganske ulykkelig. Ofte sagde dog Telasko til sin Broder: Hvorfor, Kusko, hvorfor druknede vi ikke, istedenfor atter at berøves vor Frihed? — Vist nok svarede da sorgmodig den yngre Broder. — Imidlertid fandt de begge en Trøst ved Synet af en indtagende Peruvianerinde; ogsaa hun blev slæbet med som Fange, ogsaa hun truedes med den sørgeligste Skiæbne. Saa deilig, som uskyldig og sædelig, forenede hun sig søsterlig med begge sine Landsmænd.

        Som uskyldige Lam, naar de støde paa en Flok Ulve, søgde disse stakkels Peruvianere Beskyttelse og Trøst hos hinanden; med rørende søsterlig Tilbøielighed hang Narine, saa hed den unge Peruvianerinde, ved begge de ædle Brødre. Endnu var hendes unge Hierte ukiendt med Kiærlighedens Følelser, og begge Brødre vare hende lige kiære. Naar Telasko’s store, ædle Aand, hans urokkelige Mod i Farer, hans Høimodighed og Selvfornægtelse, hans sværmeriske Kiærlighed for den yngre Broder, henrev hende til den inderligste Beundring — saa interesserede Kusko hende ikke mindre ved hans elskværdige Egenskaber; hans hele Liv var Kiærlighed, inderlig, sig ganske opofrende Kiærlighed; saaledes elskede han sin Broder, saaledes elskede han den yndefulde Søster Narine. Venskabsbaandet imellem disse tre ulykkelige Fanger blev paa Skibet saa fast knyttet, at de besluttede, at det paa deres sørgelige Bestemmelsessted ikke skulde opløses, det maatte koste, hvad det koste vilde. Efter en temmelig lang Seilads ankom de endelig til en spansk Kolonie. Her begyndte deres Lidelser ved Skilsmissen; Arbeide og haard Behandling var deres Lod om Dagen; men hver Nat bestemde de et Sted i Skoven, hvor de til bestemt Time vilde møde. Her saae de ofte hinanden, forglemde i nogle Øieblikke deres Lidelser, og vare lykkelige i stille Følelse af deres Uskyld og Venskab.

        Ofte fortælde Narine sin Barndoms søde Glæder, ofte foresang hun dem sin Yndlingssang, der lød saaledes:

        Ja, det vil altid slaae søsterlig varmt for Eder, udbrød hun og brast i Taarer, slyngende begge Arme om deres Hals — thi I ere mig nu meer end Moder og Søstre; Brødre havde jeg aldrig, men I ere mig Brødre og Beskyttere, Eder kan jeg have Tillid til, I vare, og ere endnu i Nøden mine Skytsengle. Naar jeg om Dagen er nær ved at bukke under ved mit møisommelige Arbeide; naar mit Mod begynder at synke: saa tænker jeg, at ogsaa I maae udholde Haardhed og Møisommelighed — og ved denne Tanke synes mit Dagværk mig lettere.

        Er min Sjæl ofte fuld af mørk Uvillie mod disse stolte Spaniers Ranesyge, Gierrighed og Misundelse — lutter Feil, som ere vort Folk ubekiendte — da tænker jeg paa alle Eders Dyder, og disse formaae endog, nogenlunde at udsone mig med Spaniernes Feil; thi de ere, efter min Følelse, virkelig langt ulykkeligere end vi.

        Saa talede Narine, og den kiære Pige blev efterhaanden begge Brødre uundværlig; intet Øieblik kunde de være uden hende, — det vil sige: deres Tanker vare under deres Arbeide sysselsatte med hende, og brød Natten ind, og deres trædske Vogtere sov, da skyndte enhver af dem sig, for at komme først til Narine; men den ene sagde ikke den anden noget om sine Følelser.

        Brødre! I som troe, fast og urokkeligen at elske hinanden, — Søstre! I som troe, alene at leve for hinanden — o værer paa eders Post, thi Telasko og Kusko kunde fortie hinanden en Hemmelighed — de, hvis inderligste Broderbaand ved mange Slags Farer, var engere sammenknyttet; de, hvis høistulyksalige Tilstand stedse maatte knytte det endnu fastere: de kunde . . . dog — nei, Telasko havde Mod, at rive Bindselet fra Narines Øine, for at bevare sig Broderen.

        Allerede nogle gange havde Kusko indfundet sig først paa det aftalte Sted, havde ventet paa sin Narine, og kom hun da fremsvævende, saa gik han hende hastig imøde; i sorgmodig Samtale forfeilede de det aftalte Sted, kom ufrivillig længere bort derfra, tænkde ikke paa Broderen — og sagde Narine da ofte: ”vi maa opsøge Telasko, jeg savner altid noget, naar en af eder er borte;” da var det allerede for sildigt. Kom Telasko, og fandt dem ikke, saa vendte han sorgfuld tilbage, i den Mening, at enhver af dem var bleven hindret fra at møde; thi Mistanke og Iversyge var langt fra Telasko’s store Sjæl.

        Vel elskede han Narine; dette følde han ved en forhen ukiendt Uro, dog elskede han stedse Broderen høiere, og denne syntes nu at kunne undvære ham. Det mærkede Telasko, og det kunde han ikke udholde; hans Sjæl var i en ubeskrivelig Kamp, en rædsom Uro rasede i hans Inderste — med Broderen maatte han tale alene, for ham maatte han opdage sit Hiertes Qvaler.

        Imidlertid var Kusko ikke lykkeligere i sin Kiærlighed; som en fortærende Flamme havde den bespændt ham. Dog alt for frygtsom for sin Broder — alt for tilbageholden, til at aabenbare sin Qval for den elskede Gjenstand, bar han, dobbelt tung, sin Lidelses Vægt; da den Tanke desuden qvælde ham, at han ved sin Tavshed forsaae sig mod sin Broder, og d g havde han ikke Kraft nok til ved en aabenhjertig Bekiendelse at skaffe sit Hjerte Luft. Ak han vidste ikke selv, hvad han giorde. Han elskede første gang, og hans hele Tilværelse aandede Kiærlighed.

        Narines Gemytstilstand var af de tre den roligste; hende vare Brødrene, saa syntes hun — lige kiære. Vel sympathiserede Kusko’s blidere Charakter mere med hendes, men for den ældre Broders høie Aand bøiede den qvindelige Sjæl sig dybt; hans Alvorlighed kunde vel for et Øieblik indgyde hende Frygt, men denne forvandlede sig til Tillid og Fortrolighed, naar hun mærkede, at hendes barnlige Kiærtegn formaaede at mildne denne Alvorlighed.

        En Aften — det var paa en qvalm Sommernat — laae Telasko under Skyggen af et Kokostræ nærved en Havemuur, som Narine maatte stige over. Tvende Dage havde han ikke seet hende — ikke seet Broderen, med Forsæt ikke opsøgt dem. Nedsynket i sørgelige Tanker laae han der — Natten var gyselig — rædselsvangre sorte Skyer hang tunge ned fra Horizonten, og fjern Torden bebudede et heftigt Uveir. Telasko, udmattet af Kummer og Arbeide, faldt i en let Slummer; et heftigt Tordenslag vakde ham — ”O!” udbrød han, ”dette Oprør i Naturen stemmer ganske med min ulykkelige Sindsforfatning — men min Beslutning er allerede fattet for to Dage siden; Kusko skal høre den, og han maa billige den.”

        Han stod op for at søge ham, da han i samme Øieblik hørde Narines Stemme, som raabde med halvlydelig Tone: Kusko! Kusko! Hun var klavret op paa Muren for at see, om Uværet var snart forbi, at hun, naar hendes Spaniere vare komne til Ro, kunde ile hen til de trofaste Brødre; en Lynstraale viste hende en af dem i Nærheden, dog kunde hun ikke ret kiende, hvilken af dem det var — Narine! svarede Telasko, i det han nærmede sig hende, du kalder paa min Broder, jeg har, desværre! ikke seet ham i to Dage. — ”O er det dig, gode Telasko,” svarede den elskværdige Pige i den inderligste Tone, ”du frygter ikke for dette græsselige Uvær, naar du er i Nærheden af din Narine. Men hvor er din Broder? o, at ingen af de frygtelige Slag havde rammet ham! denne Tanke kommer mig til at gyse!” — ”Berolige dig, hulde Pige,” svarede Telasko, ”vor Gud vil beskiærme ham; kom og lad mig hielpe dig ned, vi ville opsøge ham!” — ”Nei, Telasko, sagde Narine, først maa jeg see om mine Spaniere sove; thi kræksomme, vækkes de af den dundrende Torden. Men snart kommer jeg igien.” — Nedsjunken i stille Eftertænkning gik Telasko hen til deres Samlingssted. — Glad udbrød han: ”hun elsker min Broder, ham vil hun vælge.” Uveiret var forbi, det var snart Morgen, og dog kom Narine ikke; da syntes det ham, som han hørte sin Broders Stemme i en liden Afstand, han skjulde sig bag et Træ, og hørde ham synge:

        ”Ha! Kusko!” raabde Telasko, idet han kom frem fra Træet, ”har jeg nu tillistet mig din Hemmelighed? — O vi feilede begge — thi begge elskede vi Pigen, og fortaug det for hinanden. — Men Kusko, du elsker Narine meer end din Broder!” — ”Nei Telasko,” sagde Kusko, med sorgmodig Stemme, det troer jeg ikke, det kan ikke være; men jeg elsker hende ubeskrivelig.”

        ”Har du tilstaaet hende din Kierlighed?” spurgde den ældre Broder, ”elsker hun dig?” — ”Ak nei, Telasko,” sagde Kusko, ”hendes Uskyld, hendes ganske lige Forhold imod os begge, giør mig frygtsom.”

        ”Hør, Kusko,” sagde Telasko, ”vi ere Brødre, intet skal adskille os, heller ikke nogen Pige . . . Narine vælge en af os til sin Ægtefælle, og den elskede Broders Lykke være da den andens Erstatning — ”O Telasko, dig vil hun vælge,” sagde i en veemodig Tone den yngre Broder. ”Dig maa hun vælge, thi du er ædlere, bedre, end jeg. . . . Og da vil Kusko snart døe af Græmmelse.” — ”Nei, det vil du ikke, min Broder,” gav Telasko til Svar; ”men Narine maa vælge; og sæt, hun vilde ikke vælge, men blev ved at spille Giæk med os, da, Kusko! da maa hun døe!”

        ”Broder, for Guds Skyld, hvilken gyselig Tanke!” udbrød Kusko i Forskrækkelsens Tone. ”O Telasko! lad mig døe; tag du hende, og skaan hendes Liv!”

        ”Hun vil vælge, Kusko,” sagde den ældre Broder, ”og det blive da, hvilken af os det vil; men min Beslutning er fast, den har kostet mig Kamp og Taarer: en af os maa hun vælge, eller denne Dolk, som jeg her bærer skiult hos mig.”

        Ved Synet af Dolken blev Kusko bleg, thi han kiendte sin Broder, følde nok ogsaa hans Grundes Vægt; men Handlingen syntes ham grusom og samvittighedsløs; vel tykkedes ham, hvad ham selv angik, det ligesaa skrækkeligt at see hende i Broderens Arme, som at see hende død.

        Narine indfandt sig ikke denne Nat, fordi ikke alene Uværet holdt hendes Spaniere vaagne, men ogsaa Frygten for den sig nærmende Fiende. Med glad Henrykkelse havde Narine erfaret, at en stor Hær af hendes Folkefærd nærmede sig; hun havde benyttet den øvrige Deel af Natten til at indhente nøjere Kundskab herom, for at give begge Brødre Underretning, og at flygte med dem til deres Landsmænd. Alt lykkedes hende efter Ønske. O! hvor bævede hendes Hierte af Glæde, naar hun tænkde, at hun skulde være den første, som overbragde de elskede Brødre denne Efterretning.

        Neppe stod Solen i fuld Glands over Bierget, da Narine, besiælet af Frihedens glade Følelse, og med det faste Forsæt, aldrig at vende tilbage, steg ned af Havemuren; snart var hun langt nok borte, for ikke mere at kunne høres; med lydelig Stemme kaldte hun: Kusko! Telasko! Da Brødrene endnu ikke lode sig see, udbrød hun i følgende Sang:

        Neppe havde hun endt dette Vers, før begge Brødre, hver fra sin Side, næsten paa eengang kom hende imøde. — De ahnede endnu intet om, at Lykken nærmede sig med. — Mørk Alvor laae i Telasko’s Træk, og en Vemods-Skye hang over den yngre Broders Pande, men ved Synet af Narine blev noget adspredt.

        ”Brødre!” sagde Narine i blid, frygtsom Tone, ”kiære Brødre, hvor forandrede I ere! Hidtil kom I mig imøde med glad Henrykkelse, trykde mig broderlig til det trofaste Bryst — og i Dag — du Telasko, seer saa frygtelig alvorlig ud, dit Øiekast giør mig bange; og du, ømme Kusko! i dine Øine finder jeg Spor af fældte Taarer! — O siig mig, hvad det betyder? — I tier? Har I en Hemmelighed for eders Narine, eders Søster?”

        ”Narine!” begyndte nu Telasko i en mild Tone, ”vi have en alvorlig Sag at aabenbare dig, — en Sag, hvorpaa vort Livs Lykke beroer. — Du veed, hvad vi vare, og endnu ere, hinanden som Brødre! — men en fremmed Følelse har, som en dræbende Gift, indsneget sig i vor Barm. — Narine, vi elske dig begge — ubeskrivelig elske vi dig; vi ønske begge at eie dig, og dog kan du kun blive Ægtefælle for een af begge Brødre. — Nu dyrebare, elskede Narine, vælg en af os, hvis det er sandt, hvad du saa ofte bevidnede os, at vi ere dig kiære. — O vælg, hulde Pige, og red den broderlige — Kiærlighed, der hidtil, som en klar Flamme, blussede op mod vor straalende Gud. — Du kan vedligeholde denne skiønne Flamme, Broderkiærligheden, — i vor Barm, eller for evig slukke den; — og det bør ikke — maa ikke skee — jeg har Mod nok, til at forhindre det. Skrækkelig var Kampen, men den er vundet, for at bevare mig Broderen. Vælg, Narine, een af begge Brødre, eller — denne Dolk.” — Her sank han næsten afmægtig ned ved hendes Fødder, han kunde ikke frembringe eet Ord mere. Stum og bleg stod Narine der, rystet i sit Inderste. — Men Kusko’s Tilstand var paa det skrækkeligste; dette saae Broderen, han hialp ham op, greb ham under Armen, og, idet han lagde Narines Haand i hans og saae op mod Himlen, sagde han i den inderligste Tone: ”O red dig, red Broderen, og vælg; vi give dig en halv Times Betænkningstid.” — Da Narine saae sig alene, brast hun i Taarer. ”O Telasko,” sagde hun i klagende Tone, ”var dette Kiærlighedens Sprog? Disse Trusler, denne Dolk! — Arme Hjerte, du slaaer heftigt. — Er det Glæde? — er det Frygt for Staalet, som skal aabne mig Dødens Porte? Hvad har jeg at frygte? jeg har jo fattet min Beslutning. Beslutning!” gientog hun ved sig selv. — ”Forkastet er han alt saa den store Mand, fordi han talede Sandhed, der kostede ham saa megen Kamp! — Men, Kusko, den venlige, blide Kusko! — Arme Hjerte! hvi slaaer du saa stærkt?” —

        Som den frygtsomme Fugleunge, der førstegang løfter Vingerne, uvis paa hvilken af de to nærmeste Grene den tør vove sig; saaledes gik det Narine. Sig selv ubevidst elskede hun den ømme Kusko, men Broderens høie Aand havde fængslet hende; umuligt syntes det hende, at vælge en af dem, og at krænke den anden. ”Nu velan„ udbrød hun endelig, ”jeg vælger Dolken! — Hvad er Livet, i Sammenligning med at døe for den Elskedes Haand? Ja, Dolken! jeg vil være fri; for hans Haand vil jeg døe . . . Døe! Skiælv ikke, arme Hjerte, for det blege Billede. Iil i hans Arme, inden den lykkelige Beslutning vakler.”

        Hun gik, for at opsøge Brødrene, medens disse kom tilbage fra den modsatte Side, og mødte ikke Narine.

        ”Hvor er hun henne? raabde Telasko ganske forundret. ”Forlode vi hende ikke under Skyggen af dette Træ? Kusko, hvad tænker du herom? Hun flyer for Dolken, da hun ikke vil vælge, og nu ikke længere kan drive Giekkerie med os. — Seer du nu, min Broder, hvor nødvendigt dette Skridt var, for at give os Lys, og for igien at erholde vor Rolighed. Kom, lad os undflye; Friheden vinker!”

        ”Uden Narine?” sagde i veemodig Tone den bedrøvede Kusko. ”Aftør disse Taarer, elskede Broder,” sagde Telasko med en mild Stemme; ”thi de flyde for en Uværdig; Narine er vendt tilbage til hendes Spaniere; kom Kusko, du har din Broder, lad os skynde os bort herfra!” —

        I det samme traadte Narine, som en Forklaret, imellem begge Brødre. — Beskæmmet slog Telasko Øinene ned, og traadte nogle Skridt tilbage. Imidlertid greb Kusko den elskede Piges Haand, og udbrød med Glæde: ”Narine, griber jeg endnu engang denne Haand? trykker jeg endnu eengang eet Kys paa disse glødende Læber?” Veemodig betragtede Narine ham, og hendes Hoved sank, grædende, ned paa hendes Barm. — ”Vi maae skilles fra hverandre, Kusko; Narine, maa bort!” ”Hvad vil det vel sige”; sagde hun med fast Tone, om Narine ikke mere er til? Hvo søger de Dugdraaber, som Guddommens Straale har drukket? Min Død skal være, som mit Liv var; du vilde ellers ikke give mig den. . . . O hvor takker jeg ikke Guderne for dette Endeligt! — — Jeg døer, og redder eder; thi hvor findes Brødre, der ligne eder; og hvo den Pige, som kunde vælge blandt eder, foretrække den ene, og forkaste den anden? . . . Nei, jeg kan ikke vælge!” — ”Du kan ikke vælge?” sagde den ældre Broder med mørk Mine, idet han nærmede sig hende. —

        ”Nei, Telasko, jeg kan ikke. — Stil mig for en Ret af Jomfruer, lad mig afmale for dem eders følelsesfulde Hierter, og naar nogen da er istand til at afgiøre, hvem hun helst gav sit Hierte, den faste, alvorlige Telasko, eller hans ømmere Broder, da vil jeg ogsaa vælge.” — Du bedrager os, Narine,” sagde Telasko med et mørkt Blik, ”hvad endnu aldrig fandt Sted, skulde her være muligt! du elske os begge to lige høit!” — ”Jeg bedrage eder!” afbrød hun ham. ”Du miskiender din Narine; . . . men ofte lære Mænd først seent at sætte Priis paa Konens eller Pigens Værd, medens vi strax føle Mandens, og forstaae tilbørlig at vurdere ham. . . . Sæt endog, at jeg ikke elskede eder begge lige høit, som du vil paastaae, Telasko; saa kan jeg dog ikke bestemme mig, da jeg altid maatte krænke en af eder.” — ”Du vil altsaa hellere forstøde begge!” svarede den alvorlige Telasko. ”O, Narine! jeg skulde næsten troe, at du elskede en Spanier” — ”Ogsaa dette tilgiver jeg dig, strænge Telasko, da du ellers er saa ædel” og, idet hun med en Heltindes Mod traadte imellem dem, og greb deres Hænder, sagde hun med fast Tone: ”Ja, Brødre! Elskede! Jeg har valgt Dolken!”

        En Gysen kom over Brødrene, stumme stirrede de paa Pigen.

        ”I maae leve,” blev hun ved, ”Mænd, som I ere, vilde savnes for Verden: og hvor ubetydeligt er ikke mit Liv!”

        ”Græd ikke, Kusko, og du, Telasko, dig vil jeg bortkysse Folderne af din Pande, hvor Mistanken endnu stedse viser sig! — Kan mit Blod ikke formilde dig?” — Med stivt Blik paa Jorden, i stum Fortvivlelse, stode de begge, snarere døde end levende.

        ”O” blev hun ved efter en liden Pause — ”jeg seer det, I vil ikke forglemme eders Narine, naar I vende tilbage til eders Fædeland; og vende tilbage vil I, thi vore Brødre staae bevæbnede bag hine Bjerge, og jeg kom, for at bringe eder dette glade Budskab. — Naar I nu komme tilbage, saa bringer min Moder denne Perlesnor, til Tegn paa min Frihed, og reiser en Gravhøi paa Fædrelandets Grund til min Amindelse.”

        Telasko’s Mod sank, han bønfaldt Guderne, enten om Kraft til sin Beslutnings Udførelse, eller om Redning for Pigen — Taarer styrtede fra hans Øine.

        ”Jeg er stolt af disse Taarer, thi Telasko har grædt for mig,” sagde Narine, og med en smertefuld Bevægelse omfavnede hun den yngre Broder, hvis Tilstand endnu var langt beklagelsesværdigere. ”Græm dig ikke saa meget, min Kusko,” blev hun grædende ved, ”du har en Broder, som er dig mere, end jeg. Brødre! o omfavner endnu engang hinanden, inden jeg skilles fra eder! Saaledes — evig saaledes!” Efter denne Omfavnelse sank Kusko ved Narines Fødder, og hans taarefulde Blik bønfaldt om Medlidenhed, om Forandring i hendes Beslutning. Imidlertid trak Telasko Dolken med krampagtig Bevægelse, og udbrød i Fortvivlelse: ”O, at du havde været mig bestemt! . . . Dog ufortøvet til Handling?”

        Ikke saasnart saae Narine Dolken i Telasko’s Haand, før hun styrtede ned for ham, og udbrød: ”Tilsted mig en Bøn, Telasko, den Døendes Bøn.” — ”Den er mig hellig,” svarede den ældre Broder i mild Tone.

        ”Nu saa giv Kusko Dolken, lad mig døe for hans Haand!” —

        ”For hans Haand vilde du hellere døe, Narine?” — svarede Telasko.

        ”Ja, kiære Telasko — Døden vil da blive mig sødere,” og en Taare sneg sig af Øiet.

        Nu løste Telaskos mørke Blik sig op i Munterhed, og, idet han nogle Øieblik betragter hende, nærmer han sig hende, løfter hende op, og lægger hende med disse Ord i sin Broders Arme: ”Lev for ham!”

        De tvende Lykkeliges Forundring, deres stumme Henrykkelse, sagde mere end Ord.

        ”Lev for ham,” blev Telasko ved; ”skulde Dødsskræk først afpresse dig denne lette Tilstaaelse. Ak! Narine, du agter mig høit! — Tag hende, Broder, hun være din, dig elsker hun; thi fra mine Hænder ringeagtede hun Døden. — Peru’s Gud! jeg takker dig, med Taarer takker jeg dig!”

        Narine og Kusko styrtede ned for den store, ædle Broder, dog Ord kunde de ikke finde til at takke ham, men han forstod Udtrykket i deres taarefulde Blikke, segnede ned ved Siden af dem, og omfavnede dem inderlig i stum Følelse. Derpaa reiste han dem hastig op. ”Kom,” udbrød han, ”afsted, bag hine Bjerge blomstrer os Friheden imøde, jeg tilkæmper eder den, eller døer.”

        ”Kommer, Lykkelige! — Mennesker, som I, maae være fri; hist, hist paa Fædrelandets Jordbund blomstrer Frihed og Lykke.”