Jo rivedrò sovente
Le amene piagge, o Nice!
Dove vivea felice
Quando vivea conte.
Metastasio.
Tusinde Gestalter møde
Øiet fra dets Morgenrøde,
Paa vor Ungdoms Himmel gløder
Mindets lyse Stiernehær.
Liig Midnattens klare Maane,
de en hellig Afglands laane,
førend Livets Flammer daane
ned i Vestens Purpurskiær.
Ja de svundne Dage lever,
for det indre Blik sig hæver
hvad der svandt, — og Mindet bæver
zittrende i Skialdens Sang.
Elskovs høie, søde Drømme
i hans vaade Blikke svømme,
barnlig Fryd og Veemod strømme
fra hans Bryst i Harpens Klang.
Store, høitidsfulde Scene
under disse gamle Grene,
som saa kierlig sig forene
til et helligt Tempelhall!
Venligt glimte Mindets Luer
gjennem dine dunkle Buer;
henrykt jeg dig atter skuer,
himmelskiønne Fred’riksdal!
Her, hvor Aaen tæt sig slynger
om din Barm — hvor Fuglen gynger
i de grønne Løv, og synger
for sin unge, fromme Brud,
her omdufted’, luun’ og trygge,
Foraarsblomsterne min Lykke,
Elskovs Rose i din Skygge
folded’ sødt sit Purpur ud.
Hist i Lundens Skiød saa rolig,
løvomhvælvet og fortrolig
landlig Uskylds lave Bolig,
Elskovs høie Tempel, laae,
vilde Roser det omskygged’,
under giæstfri Tag betrygget
Svalen altid Rede bygged’
under mosbegroete Straa.
O! her var det — hvor du lærte
Elskovs første kielne Smerte;
hvor du første gang, mit Hierte,
banked’ af en ukiendt Trang;
Ja her er det — end du finder
overalt de fromme Minder;
og din Ungdoms Fryd oprinder
som en Drøm i Harpens Klang.