Som alderstegen Præst i Musers Tempel,
Men med saa ungdomsfrisk og kraftfuld Aand,
At hver Din Idræt med Geniets Stempel
End præget blev af Gratiernes Haand,
Som Olding, der af Kunstens Ild opluet
Var Yndling blandt en Slægt, Du fødes saae,
Saa har beundrende vi nys Dig skuet, —
Nu kun med Mindet ved Din Grav vi staae.
Hvor rigt og skjønt fremstrømmed’ ei for Folket
Dit Vids, Dit Lunes evigfriske Væld?
Hvor aandfuldt har Du gjennem Kunst ej tolket
Os, hvad Naturen stilled’ for Din Sjæl?
Om Graad, om Latter Spillet skulde vække,
Det altid stod paa Smags og Sandheds Grund;
Derfor var Storhed i den Billedrække,
som opløst blev med Dig i Dødens Blund.
Det er forbi! — de Skikkelser, Du skabte
Os af Dig selv, ved Phantasiens Magt,
De ere nu med Dig for evig tabte,
Skjøndt Du til Folkeliv dem havde bragt!
De stode for vort Blik saa kraftigt klare,
At gav dem andre Liv, de blev kun Savn; —
Dog, om de ikke kan sig selv bevare,
Bevare de Aarhundreder Dit Navn!