Stor er Herren, stor hans Ære,
Priselig i allen Stund!
Bjerg og Stad, hans Throne bære,
Priis, min Sjæl, af Hjertens Grund.
See, hvor deilig, Landets Glæde,
Zion straaler høit mod Sky!
Paa dets Aas er Herrens Sæde,
Ved dets Fod hans Konge-By!
Mange Borge, stærke, høie
Kneise i den Stad saa prud;
Alle dog om Værn sig bøie
For den faste Borg: vor Gud!
Konger flokkedes i Skare,
Drog mod høien Stad med Bram,
Studsed ved dens Syn det klare,
Skjalv og foer paa Flugt med Skam.
Stolte lod af Gru sig tvinge,
Qvinden liig i Smertens Stund.
Han paa Østen-Vindens Vinge
Feier Skib til Havets Bund!
Syn for Sagn vi fik for Øie
Hos den Herre Zebaoth,
I den Stad, som Han, den Høie
Værner evig mildt og godt!
Lær din Naade os bekjende
I dit Huus med Troens Aand,
Du, hvis Priis til Verdens Ende
Med dit Navn gaaer Haand i Haand!
Retten i din Haand har Sæde!
For din Dom, saa naaderig,
Synger Zions Bjerg med Glæde!
Judæ Døttre fryde sig!
Fæst paa Zions Stad da Øie!
Gak den rundt og stu dens Glands!
See dens Borg og Taarne høie,
Og dens stærke Mures Krands!
O saa byg af alle Kræfter,
Hvor dens blanke Borge staae!
Til den Slægt som kommer efter,
Sagnet lysteligt skal gaae!
Zions Drot i alle Dage
Er vor Gud i Lyst og Nød,
Er den Gud, os vil ledsage
Mildt i Liv og mildt i Død!