Med tørstig Tunge, med høie Skrig
Hjorten søger den kjølige Kilde;
Saa raaber, o Gud min Sjæl til Dig,
Længes at skue dit Aasyn milde!
Levende Gud! til dig staaer min Hu!
Min brændende Tørst den stille Du!
O, naar skal komme den glade Tid,
Da jeg ind til min Herre mon gange!
See, Taaren mig randt paa Kind saa strid
Bitterlige Dage, og Nætter lange!
Fjenderne spotte mig Dag og Nat:
”Har Herren din Gud dig nu forladt?”
See, derfor bøies mit Hjerte saa,
Derfor banker mit Bryst saa urolig.
Thi det var min Lyst og Sjæls Attraa,
Skaren at følge til Herrens Bolig,
Vandre med dem, der synge for dig
Den jublende Sang med Fryde-Skrig!
Ak, hvorfor sørger, min Sjæl, du saa?
Hvorfor bruse de Tanker saa vilde?
O, bi efter Gud! slaa kun din Lid
Rolig til ham, som er Naadens Kilde!
End skal hans Naade lede mig ud!
Min Frelser er Han, min stærke Gud!
Min Trøst det er imod sorgfuldt Sind,
Dig at mindes paa Flugt og i Farer.
Hør Strømmens Drøn fra Klippe-Tind!
Afgrunden brøler, og Dybet svarer!
Bruse med Brag end Floder i Vaar,
Dog vildere Vover mig nedslaaer!
Om Dagen værner mig Naadens Skjold,
Bøn og Takkesang Natten skal høre.
Min Klippe! mit Liv! i Fjende-Vold
Glem mig dog ei! vend ei bort dit Øre!
Skulde jeg gaae i Sørgendes Dragt,
Som værgeløst Rov for Fjendens Magt?
O, stinger Sværdet saa dybt et Saar,
Knuses Been, og maa Blodet end rinde,
Dog skarpere stinger, værre slaaer,
Og dybere saarer min grumme Fiende,
Tung er hans Spot ved Dag og ved Nat
„Har Herren din Gud dig nu forladt?”
Ak, hvorfor sørger, min Sjæl, Du saa?
Hvorfor bruse de Tanker saa vilde?
O, bi efter Gud! staa kun din Lid
Rolig til ham, som er Naadens Kilde!
End skal hans Naade lede mig ud!
Min Frelser er Han, min stærke Gud!
O Gud! min Dommer vær Du mit Skjold
Du til Ret og til Frelse mig føre!
Min Klippe! mit Liv! i Fiende-Vold
Glem mig dog ei! vend ei bort dit Øre
Skulde jeg gaae i Sørgendes Dragt,
Som værgeløst Rov for Fjendens Magt?
O, send dit Lys og din Sandheds Skin!
Viis mig Vei ved de Straaler saa klare!
O, for ved dit Lys mig ud og ind!
Ud fra mit Mørke og ud fra Fare!
Ind til dit Huus, hvor hjemme du er,
Det hellige Bjerg, din Throne boer!
O, giv mig Herre at indgaae did,
For dit hellige Alter at træde!
Min Saligheds Gud fra Barndoms Tid
Salved og fyldte min Sjæl med Glæde!
Da skal for dig min Tak bryde ud
Med Cither og Harpe, Gud, min Gud!
Ak, hvorfor sørger, min Sjæl, du saa?
Hvorfor bruse de Tanker saa vilde!
O, bi efter Gud! Din Lid kun slaa
Rolig til Ham, som er Naadens Kilde!
End skal Hans Naade lede mig ud!
Min Frelser er Han, min stærke Gud!