Livets Træe udi Haven stod,
Og gløded med Frugter røde.
Giftig Ormen gnaved dets Rod
Og stinged det brat tildøde.
Ormen yngled og Døden med,
De Levende maatte falde.
Ormen snoede tusinde Leed
Om Menneskehjerter alle.
Guul og gusten gik Døden frem
Og myrdede Liv for Fode,
Svang sit Sværd og fæsted sig Hjem
Hvor Himmelens Afkom boede.
Øgler leve i Kjødet flot
Og volde saa beske Smerter
Tjene troe den Dødninge-Drot,
Som throner paa brustne Hjerter.
Ei der fandtes paa Jord en Sjæl,
Som saare den ikke voved.
Øglen stinged Menneskets Hæl;
Men Christus har knust dens Hoved.
Vrimle Orme end tykt paa Jord,
Dog Seier har Christus vundet.
Er den „gamle Slange” end stor,
Sin Overmand har den fundet.
Slangen snøfted og fryste vred,
Afmægtig i al sin Harme;
For den Stærke sank den dog ned,
Blev qvalt i hans Guddoms-Arme.
Ned steeg Jesus i Ormegrav;
Der stred han for Aander bange,
Slagne Hjerter Lægedom gav,
Og Fængselet tog til Fange.
Ormegaarden i Støvet staaer;
Der Døde med Døde flokkes.
Støvet er ingen Ormegaard:
Der Livs-Træet meer ei rokkes.
Nu staaer Træet og grønnes smukt,
Og visner ei meer i Have,
Drysser alle Dage sin Frugt
Alt over de stille Grave.
Jesus selv er det Livs-Træ nye,
Livs-Æbler dets Frugter røde;
Der mod Døden Sjælen har Ly,
Og mættes med Himmelføde.
Der vi frygte ei Vinter-Storm,
Der skræmmer os ingen Fjende,
Der ei gnaver giftige Orm,
Der kan ikke Døden vinde.
Kronen klinger af Fugles Sang,
Som springe med Fryd paa Qviste
Har vi hørt de Toner en Gang,
Vi ville dem aldrig miste.