Rosen
(Efter Steffens.)
(Efter Steffens.)
Ved gamle Borg,
i kolde Mose,
stod taus i Sorg
den røde Rose.
Den lumske Orm
vil Rosen nage.
O haarde Storm!
Den maa forsage.
Saa rød og sund,
i Solens Bade,
aad fæle Mund
de fine Blade.
Ved dunkle Lund,
bespændt i Nøden,
i haarde Stund,
den venter Døden.
Da Silphen bød,
som Vinden ulmer,
og bittre Nød
saa sødt hendulmer.
Og Rosen rød,
som mat sig ynker,
i Blomsterdød
for Vinden synker.
Bort fra min Kind
er Rosen veget.
Mit sunkne Sind
til Gud er steget.
O! Dødens Haand,
du søde, kolde!
riv bort de Baand,
som her mig holde!
Øhlenslæger.