Hvilken Udødelig
Bør sig den høieste Priis?
Med Ingen jeg strider,
Men giver den dog
Den altid bevæglige,
Altid nye
Selsomste Jovis Dotter,
Hans Kieledægge
Phantasie!
Thi hende har han
Alle de Luner,
Som ellers han
For sig bevared
Venlig skienket.
Og har nu sin Glæde
Af Legebarnet.
Enten hun rosenkrandst
Med Lilliestænglen
Betræder en Blomsterdal,
Byder over Sommerfugle,
Og letnærende Dug
Med Bie-Læber
Af Blomstret suger;
Eller og hun,
Med flagrende Lokker,
Og mørke Blik,
I Vinden suser
Om Klippevægge,
Og tusindfarvet
Som Morgen og Aften,
Altid vexlende,
Som Maaneblik,
Synes de Dødelige.
Lader os alle
Faderen prise,
Den Gamle, Høie,
Der med slig en skiøn
Ufalmende Hustrue
Os Dødelige
Huldt forened’.
Thi kun med os
Forbandt han hende,
Med Himmelbaand:
Og hende bød
I Sorg og Glæde,
Som Venneviv
Aldrig at svige.
Alle de andre
Arme Slægter,
Paa den børnrige
Levende Jord,
Vanke, og aande
I dunkel Nydelse,
Og tunge Smerter
Det øiebliklige
Indskrænkte Liv;
Bøiet under
Nødtørfts Aag.
Men os han gav
Sin om ham syslende
Elskte Dotter.
Fryder Eder!
Møder hende venligt
Som en Brud.
Tilstaaer hende Qvindens
Rang, ved Arnen.
Og lad den gamle
Svigermoder Visdom
Den hulde Siel
Jo ei fornærme.
Dog kiender jeg Søsteren
Den Ældre, Stadige,
Min stille Veninde.
O at hun først,
Med Livets Lys
Sig fra mig vender,
Det ædle fremskyndende,
Trøstende Haab!