1.
Et Sagn fuld værd at høre
Med gamle Runer staaer,
Laaner mig Eders Øre,
Mens jeg Guldharpen slaaer.
Hvad i de mørke Skrifter
Er sæt med sindrig Hu
Om Gudernes Bedrifter,
Det vil jeg tolke nu.
2.
Saa melder en gammel Sanger
Hvad nu I høre faaer:
Et Land er nævnt Trudvanger,
Deri en Hofgaard staaer;
Dets Lofte paa Piller ruge,
Af Sale er Huset fuld;
Fem Hundred, fyrgetiuge,
Og vel beklædt med Guld.
3.
Søer og grønne Volde
Er trindt om Gaarden lagt,
Med kobberrøde Skiolde
Er hele Huset takt.
Det Kobber kan man skue
Fra Jordens dybe Dal;
Høit straaler i sin Lue
Den lyse Kæmpesal.
4.
Der boer den Gud for Krige,
Den stærke Asa-Thor.
Næst Odin, kan man sige,
Er han meest høi og stor.
Han styrker vakkre Helte,
Alt med sin Manddoms Aand;
Om Lænd har han et Belte,
Staalhandske paa sin Haand.
5.
Miølner, hans tunge Hammer,
Er dog den bedste Skat;
Hvor helst med den han rammer,
Der følger Døden brat.
Naar Beltet han griber efter,
Og giorder om sin Lænd,
Da voxe svart hans Kræfter,
Vel fremfor alle Mænd.
6.
Af Aser overvundet,
Fra Dagens Lys forstødt,
Til Biergets Mørke bundet,
Hvor alt er koldt og dødt,
Utgardelok i Lænker,
Den Jetters fule Drot,
Paa Hævn der evig tænker,
Udi sit Fængselslot.
7.
Thi drog han til den Ende
Til Upsals Helligdom;
Han slukte Offrets Brænde
Og rev dets Altre om.
Hofgoder der monde stande;
Dem slog han ned for Fod,
Og drak af Hovedpande
Det fromme lunkne Blod.
8.
Da Odin brat erfared
Den fule Idræt nu,
Da svarlig aabenbared
Sig Vreden i hans Hu.
I Hast han sammenkaldte
De Aser til et Raad;
Og lydeligt fortalte
Utgardelokes Daad.
9.
Da nu de Aser hørte
Den Kæmpes onde Spil,
Sig deres Indvold rørte,
Og deres Blod blev Ild,
Enhver af Hevn mon tørste,
Ved hvad der nys var hændt,
Til Jothunheimas Fyrste
Han bad at vorde sendt.
10.
De Guder da brat mon haste;
Dog stærkest higed Thor.
Da bad dem Odin kaste
Guldtavel over Bord;
Men først om trende Dage
Bestemte han den Tid,
At ingen skulde drage
Med Harm iilsindet did.
11.
Til Bords da Hver sig satte
Med Higen i sit Sind;
Thors Tanker var saa bratte,
Han støtted Haand mod Kind,
Man saae ham længe grunde;
Den Herre tænkte paa,
Hvorledes bedst han kunde
Den Jothun straffet faae.
12.
Den asianske Herre,
Med staalbeklædte Bryst,
Tit spænder for sin Kerre,
Har til at age Lyst.
De Bukke frem han kalder
Ud af den lune Stald.
Naar Kerren vældigt gialder
Det kaldes Tordenskrald.
13.
Den er vel Loke nævnet
Blandt asianske Mænd,
Som ofte did er stevnet
For Asketræet hen;
Dannis er han tilsyne
Men Falskhed er hans Skik;
Under hans Øienbryne
Har han et listigt Blik.
14.
Stor Snildhed er ham skienket;
De asianske Mænd
Haver han ofte krænket
Og frydet tit igien;
Heel pyntelig i Tale
Er han, og snild i Ord.
Han sad i Odins Sale
Paa Bænk med Asathor.
15.
De vene Valhals Piger
Med Kinden rosenrød,
Da rakte hver en Kriger
En Drik saa saare sød.
De største Horn udstukke
De understærke Mænd.
Thor ledte sine Bukke
Da brat for Kerren hen.
16.
Med Søm han fast mon nagle
Guldsko til haarden Hov;
Selen fra lette Skagle
Han fæst om stærken Bov,
Tog saa i Haand sin Hammer,
Bød Loke fare med,
Der gnistred Ild og Flammer
Saa hardt de foer afsted.
17.
Ned ad den hvalte Bue
Da kiørte Auka-Thor;
Der stod en Rosenlue
Langs med de brede Spor.
Heimdal i Hornet stødte
Da Kerren forbi ham gik;
De syv Jomfruer mødte
Gud Thor med milde Blik.
18.
Da saae man dybt fra Jorden
Et svart og bistert Syn;
Det buldrede med Torden,
Det glimtede med Lyn.
Guldkerren som en Svane
Da skilte Skyen ad.
Den høie Jothunbane
Deri med Loke sad.
19.
Meldte da Loke fage,
(Bestandig arg i Hu)
Har du ei Lyst at drage
Til Jothunheima nu?
Dig brænder ingen Lue;
Af Styrke har du nok;
Lyster dig ei at skue
Engang Utgardelok?
20.
Hvo veed om hist du vinder
Udi det Tærningspil?
At staae for barske Fiender
Skal Mod og Styrke til.
Hvo iblandt Aser kneiser
Som du i Kraft og Aand?
Jeg tænker: bedst du reiser
Da did paa egen Haand.
21.
Da svared Thor hin stærke,
En Helt saa gram i Strid:
Paa vore Pandsersærke
Ei kiendes Sverdebid.
Min Hielm har ingen Skrammer;
Den trodser Jernets Vold;
Og hvor min Miølner rammer
Der styrter Dverg og Trold.
22.
Min Fader alting skuer;
Ham bør sig største Priis.
Hans Øie kraftigt luer
Hans Aand er saare viis.
Dog kan vel Thor sig raade;
Det er min Stoltheds Gift,
At takke Odins Naade
For hver forundt Bedrift.
23.
Kiørte den bolde Herre,
Den stærke Asa-Thor,
Med Loke paa sin Kerre
Ned ad den grønne Jord.
Smaafugle sang paa Qviste,
Sig bøied de smækkre Træer,
Ret ligesom de vidste
At Valhals Gud var nær.
24.
Roser og smaa Violer
Da falmed for hans Blik.
Det spæde Blomst ei taaler
Saa svar en Luedrik.
Sig deres Kalke lukked
Langs ad den stolte Vei;
Det var, ret som de sukked,
Fordi han saae dem ei.
25.
Da monne Solen dale,
Dens røde Straaler veeg;
Over de Bølger svale
Den gule Maane steeg.
Forbi to Kæmpehøie
Da kiørte den Herre mild;
Der smilte først han Øie
Med en lemfældig Ild.
26.
De Skyer sig monne flytte
Saa graaligt langsom frem.
Da kom de til en Hytte,
Det var en Bondes Hiem.
Thor fra sin gyldne Kerre
Da fordred Nattely,
Bonden giensvarte: Herre!
Det vil jeg strax dig flye.
27.
Traadde med venligt Øie
De Kæmper ind fra Toft;
De maatte dybt sig bøie
For Husets lave Loft.
Der sad den Bondes Qvinde,
Hans Dotter gik ud paa Stand
Under de høie Linde.
Hun var en Lillievand.
28.
Den Bonde sig monne neie
Med Qvinden drøvelig;
Han sagde: Vi kan ei pleie
Jer, som det burde sig.
Nødtørftighed os tvinger
At æde Jordens Rod.
Da bød dem Miølners Svinger
At have freidigt Mod.
29.
Den stærke Jothunbane
Fat om sin Hammer tog.
Alt efter gammel Vane
Han sine Bukke vog.
Qvinden da Dugen bredte,
Hun var i Hu saa glad,
Mens Loke tilberedte
Saa qvægelig en Brad.
30.
De er vel værd at høre
De underfulde Ord:
De Bukke rundt kan kiøre
Kring Jorden Asa-Thor;
Til Nadver han dem søder;
Kaster Skind og Been i Vraa;
Naar aarle Solen gløder,
De atter karske staae.
31.
Da kom fra grønne Skove
Den Dreng med Qvist og Green.
Loke de fede Bove
Da stak paa skarpen Teen.
Midt udi Bondens Stue
Alt paa de Fliser smaa
Brændte den muntre Lue,
Heel lystig ud det saae.
32.
Et Fad ei Bonden eied
Udi sin hele Vold;
Thi lagde, som han pleied,
Gud Thor sin Steg i Skiold.
De fede Giedebukke
Da trøstelig de nød.
Det Blod, som kom i Krukke,
Var bleven liflig Miød.
33.
Da Nadveren var til Ende,
Var Aukathor ei seen,
Han Skindet ud mon spænde,
Der skulde kastes de Been;
Bondens Smaadreng behænde,
Da vilde sin egen Tarv;
Han brød et Been i tvende,
Og aad den stærke Marv.
34.
De Fugle qviddred glade
I aarle Morgenstund;
Da klædte de sig i Plade
Alt efter korten Blund.
De Vaaben monne hærde,
Bandt Skinner om Arm og Been;
Og sleb de blanke Sværde
Paa haarden Hvæssesteen.
35.
Da var det først tilfulde
Man Drengens List fornam;
Bukken som trække skulde,
Var udi Hoften lam.
Da Thor mon Læben bide,
At lee ham ikke lysted;
Knoklerne bleve hvide,
Saa haardt han Miølner krysted.
36.
Hans Seener haardt sig spændte;
Jeg siger det for sand;
Det Hvid’ i Øiet udvendte
Den understærke Mand.
Sit Bryn han dybt lod synke,
Ret som den vrede Biørn;
Da maatte man vel ynke
Den Bonde med Viv og Børn.
37.
De Varsler var heel onde,
Den Nød vare saare stor;
Neied den uselig Bonde
Sig dybt for Asa-Thor.
Bød ham alt, hvad han aatte
For Drengens onde Værk;
Da smile vel han maatte
Den rige Kæmpe stærk.
38.
Han ynktes ved den Qvide,
Ved Bondens store Nød.
Hans Miner blev heel blide,
Han op ham stande bød.
Han sagde, vil du mig give
Din Søn og Datter bold,
Da skal de hos mig blive
Og føre Stang og Skiold.
39.
Da maatte sig vel glæde
Den Bonde af ganske Hu.
I Staal og Pandserklæde
Dem Loke førte nu.
Tialf’ og Rosga liden
Ei deres Glæde dulgte;
Bestandig trofast siden
Den stærke As de fulgte.
40.
Thrudvangers stolte Herre
Drog frem med freidigt Mod;
Hans Bukke med hans Kerre
Tildes hos Bonden stod.
Til Jothunheim at vanke
Lysted den stærke Mand.
Droge de Kæmper ranke
Da mod Troldkæmpe-Land.
41.
Det kan jeg fuldvel sige
Tialf blev en Helt saa god;
Han var en Kæmpes Lige
I Førlighed og Mod.
Det voldte stærken Spise;
Dertil var han heel klog;
Thor monne høit ham prise.
Han bar den tunge Braag.
42.
Rosga den vene Syster
Vel havde Freyas Maal,
Om hendes trinde Bryster
Sig hvælved blanken Staal.
Som ingen Møe i Tule
Hun smilte kiek og huld,
Over de Lokker gule
Bar hun en Hielm af Guld.
43.
Med megen Larm og Bulder
Gud Thor i Kobber gik
Med Miølner paa sin Skulder,
Med Fasthed i sit Blik.
Loke var ei betynget;
Med lette Skridt han gled.
Hans sorte Lok sig slynged
Af hvide Brynie ned.
44.
Som nu de Kæmper gode
Sig rask afsted begav,
Da pludselig de stode
For et vredladent Hav.
De stolte Bølger skummed,
Og rørte hviden Bund.
Vredeligt Ægir brummed
Huult fra sin sorte Grund.
45.
I dybe Klippehaller
Sidder den Herre svar,
En Krone af Koraller
Han om sin Tinding har;
Han styrer Bølgen dunkel
Med sin Baadshagestang
Besat med klar Karfunkel,
Hans Haar og Skieg er Tang.
46.
Naar med sin Stang han rager
Den understærke Gud,
Da Havet vældigt brager,
Og seer heel bistert ud.
Paa Hlesey kan I finde
Hans Muskelthrone staae.
Ran er den Herres Qvinde;
Hans Datter Bølgen blaa.
47.
Med Niord tit Forbund fanger
Den vaade Gud saa tryg;
Niord paa sin rappe Ganger
Da rider ad Bølgens Ryg.
Dens vilde Flugt formindsker
Vist Havets Rasen ei;
Forfærdeligt den vrindsker
Hen ad sin vaade Vei.
48.
Da Thor nu mon fornemme,
Selv Loke frygtsom stod,
Da hæved han sin Stemme,
Og bad ham fæste Mod.
Du bødst mig selv hiddrage,
Sagde den stærke Mand;
Nu vil vi ei forsage,
I hvad der møde kan.
49.
Thi styrted som en Klippe
I Havet Asathor;
Han lod ei Haabet glippe,
De Andre efterfoer.
Med Hielm og Pandsersærke,
Opmuntred’, uforsagt,
Strede de Kæmper stærke
Mod Havets store Magt.
50.
De stemte sig med Vælde
Igiennem Fraad’ og Tang;
Under steile Fielde
De hørte Havfru’sang.
Da gieldte det tilvisse
At bryde vaaden Rum;
Høit over deres Isse
Slog Havets hvide Skum.
51.
Det maa Enhver vel sige:
Den understærke Thor
I Styrke har ei Lige
Paa Himmel som paa Jord;
Han sine Sener spændte,
Han hialp de Andre hver.
Ret som en Hval han rendte
Forbi de skarpe Skiær.
52.
Kun sielden længe dvæler
Den understærke Mand,
Snart Midgardsormens Qvæler
Vandt til det tørre Sand,
Da stod de vandbetynget
Ved Maanens matte Skin
Udi en Ørk, hvor Lynget
Dem vikled Foden ind.
53.
Før falder Maanens Skive
Fra Himlen ned til Jord,
Før Thor kan modløs blive;
Han raabte høit de Ord:
Nu lader os med hverandre
Ved dette røde Lius
Dybt ind i Landet vandre,
Indtil vi seer et Huus.
54.
De vanked op i Landet
Med stor Besværlighed;
Snart siunke de i Sandet,
Snart de paa Isen gleed.
Der blæste skarpe Vinde,
Da segned Rosga hen:
Loke hialp den hulde Qvinde,
Han var en Qvindeven.
55.
Natten var sort at skue,
Det hyled fiern og nær,
Den mørke Himmelbue
Var fuld af røde Sværd,
Af Stierner med Riis og Haler;
Da skialv den vene Mø,
Man hørte store Hvaler
At fnyse i vilden Sø.
56.
Thor blev i Hu da bister,
Han spændte fast sit Belte:
Utgardeloke frister
De lyse Asgards Helte!
Han skal os ei forlede;
Jeg vil hans Frækhed dæmpe!
Saa talde i sin Vrede
Gud Thor, den stærke Kæmpe.
57.
Da blev de vaer en Hytte.
De ginge strax derind.
Den kunde vel beskytte
For Kuld og skarpe Vind.
Dens Rum var saare vide,
Sligt Huus de saae ei før.
Dets ene ganske Side
Var en heel mægtig Dør.
58.
Thi løste de da Braagen,
De trængte vel til Føde,
Ung Rosga sad i Krogen
Med Kinder lidet røde.
To sødne Bukkebove
Da Hungeren fordrev.
Saa gik de hen at sove;
Kun Thor aarvaagen blev.
59.
I Døren han sig satte
Med Haand alt under Kind,
Sin Miølner han mon fatte
Med uforfærdet Sind.
Han maatte sig vel trøste
Alt ved sin bedste Skat,
Saa fast han den mon kryste
Og stirred i svarten Nat.