Dækker Graven, grønne Urter smaa!
Eders Ven, som elskte Jer saa saare,
Han er død; — o ryst fra Himlens Blaa,
Høje Gran, din tunge Vemodstaare!
Hvide Rose med det blege Smiil,
Sødt indslyng dig med det friske Røde!
Vinder Eders Krans omkring den Døde,
Duk dit Hoved dybt og græd, o Piil!
Smaa Fioler, hulde Børn, som født,
Medens Foraarsvinde venlig lufte,
Under Græsset, svalt og luunt og blødt,
Staaer og see saa fromt til Gud og dufte,
Samler Eder ved hans Hovedsteen,
Lampen liig, som under Gravens Bue
Brænder for den Dødes trætte Been
I en dødligblaa, men hellig Lue.
Eders Yndling havde intet Guld,
Uden Smykke var den sorte Tilje.
Gyldne Gyldenlak, vær du da Guld;
Vær hans Sølv, du sølverhvide Lilje!
Slyng hans Navn! han var en Blomst som du:
Reen, uskyldig, elskovsfuld og stille;
Kraftig var hans Aand og from hans Hu.
Hvide Lilje, lad din Taare trille!
Flora! du som hist i Østens Hjem
Har din rigelige Blomsterbolig,
Drag fra Østen, gak for Graven frem,
Hvor din Ven i Norden slumrer rolig;
I dit Fyldehorn tag Urter med,
Fjernt fra alle Jordens grønne Skove;
Strø dem yppigt paa hans Hvilested,
Smiil og græd og ønsk ham sødt at sove!
Hædre saa din Offerpræst! hans Vilje
Ene var at vorde Flora kjær.
Gud, som klæder Markens sorgfri Lilje,
Klædte ham, imens han vandred’ her.
Stille var hans Liv; kun Faa ham kjendte,
Skjønt Evropa lydt gjentog hans Navn.
Trofast dog han sin Gudinde tjente; —
Flora! tryk din Elsker i din Favn.
Ej til Mennesket, men kun til Eder,
Spæde Blomster! Skjalden sig har vendt,
At hvert Foraar fromt I tilbereder
Eders Ven et helligt Monument:
Eviggrønt, o Wahl! og Granbar vinde
Hver en Vinter om din Urne sig;
Men med Vaaren, Jordens Elskerinde,
Hundredtusind Blomster favne dig!