Se ned i Naade, Himlens Fader,
Til denne lille Hyttes Tag!
Endt atter er en Livets Dag,
Din skjønne Sol vor Jord forlader.
Men ej, fordi sig Dagen fjerner,
Har Haabet dog min Sjæl forladt;
Jeg veed, at gjennem Tidens Nat
Nedblinke Evighedens Stjerner.
Hvo staaer vel reen for Herrens Trone?
Hvo synker ej for Naadens Fod?
Dog ærlig Anger, kraftigt Mod
Kan Alretfærdighed forsone.
Vox, skarpe Torn paa Tidens Vej!
Barmhjertigheden slumrer ej,
Den vaager — jeg vil rolig sove.