Ikke længer Hiulet ruller,
Snekken meer ei Bølgen bryder;
Vel, saa vil jeg nu i Hallen
Hænge den antike Lyra.
Medens Vognen let henrulled
Over Marker, giennem Byer,
Lød dens Gang, dens muntre Raslen,
Som et Hexameter lyder.
Rask vi svæved giennem Luften
Paa de høie Sæders Hynde,
Tvende Hiul kun under Vognen;
Mangled ene Vaabengnyet —
For, som hist de græske Helte,
Os i Kampen ind at skynde.
Med min vældige Auriga
Kunde Slaget snart begynde.
Hexametret svulmed op,
Naar vi foer paa Bølgens Rygge;
Kiækt med Skummets korte Blomst
Saae vi det mod Himlen syde.
Sank da Bølgen atter venlig,
Svandt dens Brusen og dens Fylde
Det var Søens Pentameter:
Slutning, Rolighed og Ynde.
Vognen ruller meer ei nu;
Intet Hav, og ingen Skynding.
Skoven dufter Foraarsfryd,
Nattergalens Stemme tryller.
I de dunkelgrønne Skove
Svæver underlige Skygger;
Her i dette søde Ly
Jeg min Sommerhytte bygger.
Syden har besøgt vort Norden,
Dalen hun med Elskov fylder;
Vel saa skal Romancen sig
Nærme til min Rosenhytte.
I den gamle Bøgeskov
Her, hvor tusind Stemmer lyde,
Skal den sagte Cithers Klang
Ogsaa Luften giennembryde.