Viinguden
(Efter Novalis.)
(Efter Novalis.)
Paa grønne, varme Bierge fødes
Den Gud, som bringer Himlen mild.
Hans Blik af Solen venligt mødes,
At den kan skienke dem sin Ild.
Ham Vaaren glædefuld undfanger.
Sødt svulmer op det spæde Skiød,
Og naar i Høsten Frugten pranger,
Da springer frem den Glut saa rød.
I snevre Vugge de ham pleier;
Dybt under Jord han giemmes vel;
Der drømmer han om Fest og Seier,
Og bygger mangt et Luftkastel.
Ind i hans Kammer Ingen trænge,
Naar Uro giærer i hans Blod;
Thi han kan Baand og Fængsel sprænge
Med fyrig Ungdoms Kraft og Mod.
Og en usynlig Vagt beskiermer
Den hulde Drømmer; fast den staaer,
Og hvo sig Helligdommen nærmer,
Det luftomvundne Glavind staaer.
Naar nu hans Vinger bredes baade,
Da hæver han sit Blik saa skiøn,
Laer rolig sine Præster raade,
Og kommer frem paa deres Bøn.
Han stiger af sin dunkle Mose,
Klædt i krystalne Klædebon;
Eendrægtighedens fulde Rose
Betydningsfuld han har i Haand.
Og overalt om ham med Glæde
Hans Lærlinge sig sætte ned;
Og tusind glade Tunger qvæde
Ham deres Tak og Kiærlighed.
Han sprudler i utalte Straaler
Sit indre Liv i Verden ud,
Og Elskov nipper af hans Skaaler,
Og er hans evighulde Brud.
Som gyldne Tiders Aand han viser
Sig allenstund den Digter god.
Som høit i luedrukne Viser
Besynger Druens Rosenblod.
Ret til hver deilig Mund han skienker
Ham for sit Venskab faderlig;
Og at hans Ret nu Ingen krænker,
Forkynder Gud den her ved mig.