Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Stolt blomstred Danmarks Land fra Arilds Tid,

Til Syden lød dets diærve Krigerhæder,

Dets Kæmper reiste sig til mandig Strid,

Naar Kongen bød til Valhals raske Glæder;

Og dobbelt elskovsfuld sin Arm, saa hvid,

Om stærken Betlers blodbestænkte Klæder

Den hulde Jomfru slyngte sødt, og smiilte,

Naar hiem i Elskovs Favn han atter iilte.

Men ikke blot med Skiold og Stang og Sværd

Gik Leirekongens seiervante Svende,

En elsket Skiald var ham bestandig nær,

Med Ild i Barm, Guldharpen kiækt i Hænde;

Og i den drabelige Heltefærd

Han lod sin Ild i Alles Hierter brænde.

Da funkled Øiet med en større Lue,

Da Skjoldet klang, da maatte Fjenden grue.

Og naar den store Stund var svundet hen,

Hvor Thor med Vellyst saae sin Yndling vinde,

Var Heltens Idræt dog ei svundet end,

Den evig stod, den kunde ei forsvinde;

Thi Skjalden op den leve lod igien

I et for Efterslægten helligt Minde.

Naar længst hensmulnet var de hvide Bene,

Stod Runen paa de stolte Bautastene.

Og Harpen var den rene Efterklang

Af alt hvad Stort der skete rundt, saa vide.

Den raske Sanger høit i Hallen sang

For Kæmpen, naar ham lysted ei at stride;

Da qvad han altid ei om Sværdets Klang,

Men om den vene Mø, den Elskovsblide,

Om Gubbens Viisdom, Qvindens milde Sæder,

Om Danerkiærlighed og Venskabsglæder.

End blomstrer Danmarks skovindkrandste Strand,

Den faste Borg endnu med Tryghed kneiser;

End kruser kiærligt sig det sølvblaa Vand,

Naar danske Søgut røden Vimpel hejser;

Og rede staaer den gode danske Mand,

Med Sværd i Haand han sig fra Arnen reiser,

Og venter trygt paa den, som fræk tør vove

At kaste fjendtligt Blus i Herthas Skove.

Thi Danmarks Frederik, skiøndt rig paa Fred,

Sig føler nordisk Drot, som Folkets Hyrde;

Først sildig han ved Elskovs Arnested

Aflæsser Dagens tunge, svare Byrde.

Vee da den Niding, som med lumske Fied

Sig nærmer, dyrekiøbte Ro at myrde!

Da blusser Blod af Skiold paa Heltens Kinder,

Og Fienden styrter hen med Hyl, og svinder.

O du, som føler Danmarks gamle Værd,

Som atter opvakt har dets Kæmpehære,

Som bød enhver af dine Mænd, et Sværd

Til mandigt Forsvar ved sin Lænd at bære!

Dig skulde Bragis Søn ei vorde kiær,

Som lever ene for sit Danmarks Ære?

Nei, Fredrik! under dine Vingers Skygge

Kan Harpens Sønner tye, og hvile trygge.

En nysudsprungen Blomstergreen sig hen,

Forvoven, om din Hellebarde slynger;

Men du vil ikke vredes over den,

Fordi til dig den sig med Tillid klynger.

Uskiermet kan den ei bestaae; thi hen

I Støv sig, uden Læ, dens Bæger tynger.

Lad da med store Krands den sig forbinde,

Og ydmygt sig i dine Laurbær vinde!