Hæderssang
til Skialden Johan Clemens Tode.
til Skialden Johan Clemens Tode.
Vildt skingre vor Røst over breden Bord!
Raaber høit, I Frænder tilsammen!
Hele det gamle trofaste Nord
Skal siunge Herr Clemens til Gammen.
Fyld Hornet til Rand med bruneste Miød,
Og slaa saa paa bugede Skiolde,
At Vaabengny mellem Hornenes Stød
Kan runge til Dannevirks Volde.
Herr Clemens! det er din Hædersdag,
Du est en saa drabelig Kæmpe.
For dig lyder Hujen og Vaabenbrag;
Dog uden alt Nid og Ulempe.
Herr Clemens! det er din Hædersdag,
Du est dig en Skiald saa spage.
For dig lyder Qvad og Vaabenbrag,
Som naar Dansken i Leding mon drage.
Naar du slogst Harpen med liflig Klang,
Da spæged du Kæmper saa giæve;
Da stode de af fra Bersærkegang,
Da lysted dem heller at leve.
Naar Vrede blussed i jernhaarde Bryst,
Og Øiet mon gnistrende skule,
Da qvad du om Venskab med mandig Røst,
Som aldrig er qvædet i Thule.
Og Kæmperne Vreden fare lod,
Og grebe saa flux til Miøden,
Og skænked i Fodspor hinandens Blod,
Og svore at følges i Døden.
Hvi drog ei de Danske i Ledingsfærd?
Ved Asa-Thor jeg tør sværge:
Dit Qvad havde hærdet det blanke Sværd,
Og hvæsset det danske Værge!
Men naarhelst du hviled paa Hynde blød,
Og Møen dig Hornet mon bringe,
Da blev hende Kinden saa rosenrød,
Og da lodst du Harpen klinge.
Og naar du da priste de Øine blaae
Og Silkelokkerne gule,
Det hvælvede Bryst og de Hænder smaae —
Da blussed det mandlige Thule.
Da red hver Ungersvend flux under Ø,
Saa brændende ved din Tale,
Og fæstede sig en guldhaaret Mø,
Som kunde hannem trøste og husvale.
Og inden Aaret var brat forbi,
Da smiilte de Sønner saa spæde.
De skulle eengang med Daad, som vi,
Vort Danmark gavne og glæde.
Men Tak skyldes dig for den kommende Æt,
Herr Clemens! du skiæggede Kæmpe!
Af at siunge din Priis jeg ei bliver træt,
Kun Miøden min Røst kan dæmpe.
Hæver da Hornet høit over Bord,
Og siunger i Sky tilsammen!
Hele det gamle trofaste Nord
Skal drikke Herr Clemens til Gammen.