Du, som blandt Skovens Kroner
tolked saa helligt sörgelig,
med de bævende Toner
den Smerte som langsomt fortærer mig!
Grusom nu du tier:
hæver ei længer din hulde Röst!
Dine söde Melodier
gyder ei dulmende Veemod i mit Bryst.
Maanen skinner ei i Lunden.
Hen i dösige Taage kun döer min Sang.
med din skiönne, din smeltende Klang.
O snart! snart er mit Hierte,
som blöder saa mat og saa nedtrykt nu,
overvældet af sin Smerte,
taust og brustent Harpe, som du!