Her vil jeg sidde og Harpen slaae,
og synge en underlig Sang.
Her ile hid baade Store og Smaa,
ved mit Spil bliver let deres Gang;
thi Tonernes Harmonie
udvider Hiertet, gjör Sjelen frie,
nedriver Smaahedens Muur,
og samler den hele Natur.
Og mens jeg synger med hævet Röst
da giver mig hver sin Skierv.
En Skjerv for at fylde det tomme Bryst,
det er et ædelt Erhverv!
Jeg sidder som Oltids Skiald
og digter og synger, store Kald!
Skiönt gammel med sölvgraae Haar,
dog kraftigt jeg Harpen slaaer.
Men siig du mig, du liden Smaadreng
hvad er dette her for et Huus,
hvortil baade Höie og Lave i Fleng
hentumle som i en Ruus?
„Det Huus er til Nytte og Gavn.
Herhid kommer Breve fra fierneste Havn.
fra den hele vidtlöftige Jord!”
O stimler man hid for Kundskab at faae
med Higen og nysgierrigt Sind,
da vil mine Strenge, hvorvel jeg dem slaae,
kun lidet bringe mig ind.
De holde vel sligt for Tant.
De gyldne Dage fra Jorden svandt!
Den helligste Harmonie
nedsank til et koldt Barbarie.
Dog hvad der er siunken kan atter opstaae,
Naturen er ikke död!
Under Asken i den afsides Vraae
ligger hist og her dog en Glöd.
At læse i Menneskets Blik
er desuden min Lyst og min gamle Skik;
O nok er at læse her,
thi hvor forskiellige hver.
Og kunde jeg medens de styrte afsted
ad Porten ind som en Elv,
et Öieblik sagtne det hurtige Fied,
faae dem til at glemme sig selv,
og Breve og Penge og kolde Ord,
for Sol og Maane og Blomster og Jord,
kunde jeg standse den hele Flok,
da var det dog artigt nok.
Hist kommer en Sværm, den iler hid
med kolde urolige Smiil,
og ingens Mine er aaben og blid,
deres Væsen er Snildhed og Iil.
De strax i Brevene see,
og nogle skule og nogle lee.
De skynde sig bort igien.
O det var nok Handelsmænd!
Men den som loe vil jeg tale til,
Du Rige! hör min Sang, om du vil,
og giv mig saa lidet til Bröd.
„Gaae bort du Fattigdoms Tolk.
Hvi sidder du her i Veien for Folk?
Hvad nytter dit Klimprerie?
Hyt dig for vort Politie!”
Hvad nytter det? O du nyttige Drog!
den Aand som dit Guld tynger ned
den hæver jeg dristig igien! — Men dog
hvor kan jeg paa dig blive vred!
Gaae hen med Braves Foragt,
med Fattiges Taarer, med Usles Agt,
og kald dig saa mellem dem
i Staten en gavnende Lem.
Hist staaer en Mand saa rolig og blid,
han Penge taer ud af et Brev.
Han nærmer sig venligt og langsomt hid.
Mine Toner hans Hierte henrev.
Belön min brændende Sang,
da kierkommen den i dit Öre klang!
„Til min Dör paa Löverdag gaae,
da skal du en Skofte faae!”
Og længe han vented og længe han sad
taalmodig paa iiskolde Steen;
og længe han spilled og længe han qvad
med en Siel saa uskyldig og reen.
Faae hörte hans Harpeklang,
og ingen belönned hans skiönne Sang.
De Fattige böde ham dog,
men af disse han intet tog.
jeg er fremmed her og forladt.
Til at leie mig ind har jeg ikke Raad;
jeg maae gaae paa Gaden i Nat!
mine Fingre er stive af Kuld.
Ak hvi forenes ei Dyd med Guld?
Til at spille er det for koldt.
Til at tigge er jeg for stolt!
Og færre blive de Mennesker her;
men tys, jeg hörer et Suk?
En brændende Yngling jeg skuer der,
han er saa rört og saa smuk.
Med Brev i skielvende Haand
han stirrer til Himlen med henrykt Aand.
O han skal höre min Sang
og lönne min Harpeklang.
Du sneehvide Olding du smelter mit Bryst,
saa ganske stemt for din Qvad!
Det bæver af Kierligheds söde Lyst.
Om min Elskedes Hierte jeg bad.
Hun skriver mig til, see her:
„Min Ludvig! jeg har dig evig kier.”
O syng til Strengenes Lyd
en Sang om Kierligheds Fryd!
Og Gubben sang og en sagte Ild
i hans blege Kinder opjog.
Han minded sin Ungdoms Lyst og vild-
henreven han Harpen slog.
Og Ynglingen kasted en Pung
i hans Skiöd, af rödeste Guld saa tung.
Hans brændende Taare randt.
Han kyssed den Gamle og svandt.
Forbauset stirrede Oldingen hen,
og kaldte med skielvende Röst;
men Ynglingen saae han aldrig igien,
han ilte med svulmende Bryst!
Da greb med prophetisk Aand
i Harpen den Gamle med kraftig Haand.
ved Strengens dæmpede Klang:
Endnu er Kierlighed til paa Jord
med det Övrige ikke den svandt.
Jeg haaber, jeg haaber, min Troe er stor,
den Tid skal komme tilbage, som randt!
Ja Kierligheds Gnist saa mild
skal tænde Oldtidens Guddomsild.
Af det kolde, natlige Hav
skal Solen staae frem af sin Grav!