Til Danmarks Folk
(Novbr. 1870).
(Novbr. 1870).
Mens hist ved Seines Bredder Kampens Aander
i blodig Dands paa Valen tumle sig;
mens Frankrigs Kæmpe sig fortvivlet vaander
i Raseri, en saaret Løve lig;
mens Prøjsens vilde Sejerstoner trænge
som Skræmselshyl sig over Verden frem,
— gaar Alt herhjemme i sin vante Gænge,
knapt spørges mer om Nyt fra Krigens Hjem.
Mon Du, mit Folk, Din Pligt ej mer mon kjende,
bekymrer Du Dig ej om Tidens Krav?
Er lige glad Du, hvilken af de Tvende,
der planter Fanen paa den Andens Grav?
Hvi sad Du tavs og ængstlig Dig betænkte,
da Stævnet hist ved Rhinens Strand blev sat?
Var det af Fejghed, Du dit Hoved sænkte,
hvad heller følte Du Din Arm for mat?
— Ja Svagheds Præg staar paa den Pande tegnet,
som for saa ofte Kraftens Rynker skjød;
og Skjæbnen for en Stund den Kind har blegnet,
der blussed før saa ungdomsfrisk og rød.
Og dog — skjøndt ej Du turde fore Ordet
for virksom Del i Kampens vrede Lag, —
saa lod hin Fredsrøst fra Ministerbordet
dog ikke rigtig efter Dit Behag.
Nys i dit Hjerte Sværdet dybt sig trængte,
det samme Sværd, som splintred Frankrigs Skjold,
og Rædslens Flod, som brat sin Dæmning sprængte
hin Februarinat ved Thyras Vold,
har ej endnu sig tabt i Danmarks Vænge,
nej frygteligt den svulmer op paany,
og tunge Varselsdrøn hidop sig trænge
fra hine fjerne, vilde Kampes Gny.
Og sikkerlig vil Luren atter lyde
om stakket Tid udover Danmarks Vang.
Sig, tør Du end hin Voldsmagt Spidsen byde,
og maaske knuses i et nyt Sedan?
Tør Du endnu Din svage Kaarde føre
mod Prøjsens sejerstunge Goliathsværd?
— O ja, hvad tør ej en Fortvivlet gjøre,
som gisper under Overmagtens Spær!
Jeg vèd det vel, der findes dem, som raabe:
»Stryg Flaget; kast Dig ned for Fjendens Fod
det er jo dog kun Daarskab nu at haabe
paa Danmarks Vaande mer at raade Bod.«
Men dristig tør mod Hines Frygt vi sætte
den simple Sandhed, som staar evig fast:
Kan Sværd og Spyd ej fælde Løgnens Jætte,
saa kan dog vel Guds Almagts Slyngekast!
Kan han ej Raad i Farens Stund opvække
og med et Pust adsplitte Truslens Næt!
Kan han Evropas Bøddelmagt ej knække
og lamme dens indbildte Herskerret!
— Han kan det — o det vèd fuldtvel vi Alle,
og engang vil hans Sandhedsord slaa ned,
men Sejrens Gry vil da paa dem kun falde,
som selv i Mulmets Tid for Lyset stred.
Saa lad os da med barnlig Enfold knæle
i Tusindtal for Herrens Trone ned,
og raabe højt med Troens stærke Mæle
paa hans Barmhjertighed og Kjærlighed!
Lad os paa ham vor Synd og Sorrig byrde,
ham, efter hvem vi bære Kristennavn!
Og lad os bede ham, den gode Hyrde,
at tage Danmarks lille Hjord i Favn!
Og lad os saa afryste disse Bjælder,
som rangle Tvivl ind i de Svages Barm;
ej svæve mellem noget Enten-Eller
men møde op med Viljen rén og varm,
en Vilje, som af Ungdomsiver gløder,
som svinger over Døgnets Kjævl sig op,
en Vilje, som i Sandheds Grund slaar Rødder
og som i kraftig Gjerning skyder Knop.
Ja lad med Haand og Mund os trofast virke
for Alt, som fremmer Livets frie Vækst;
lad Røsten klinge i Vorherres Kirke
om Syndens og om Naadens rige Tækst!
Lad Folkeskolen Danmarks Ungdom række
i Aandens Guldskaal Livets søde Most,
lad Slægten, som skal Fremtidslæsset trække,
sig vokse stærk ved Friheds sunde Kost!
Og lad os møde Alle, Unge, Gamle,
naar Bavnen atter lyser over Strand;
lad os om Danebrog os enigt samle
og kæmpe for vor Ret, saa godt vi kan!
Vil da Evropa tavs se til og veje
vor Sag paa Egenkærlighedens Skaal,
saa kan Vorherre dog saa Alting dreje,
at Danmark sejrende kan naa sit Maal.
Vi har fuldvist et Kald endnu at røgte
til fælles Gavn for hele Jordens Slægt,
se derfor skal vi ej mismodigt frygte
at knuses under Nutidsbyrdens Vægt.
Stat op mit Folk med Haabets Ord i Munde
og stol paa ham, som grant din Fare ser!
O bed, som om ej Arbejd hjælpe kunde,
og arbejd, som om Bønnen hjalp ej mer!