Alt bruser Vinterstormens vilde Toner
henover Land og Hav fra Kyst til Kyst.
Den sidste Rest af Skovens gule Kroner
bortvejres, skjælvende ved Stormens Rust.
Du stolte Bøg! Du maatte Vaaben strække
og tage mod Din Fjendes haarde Dom;
snart vil den kolde Rim Dit Hoved dække
og skjule lidt af al Din Fattigdom!
Oprørte Hav! Du end med Vildhed bruser
og tumler med Dit Bytte, som Du vil.
Saamangen vildsom Snekke grumt Du knuser,
mens Stormen synger Gravsang vildt dertil.
Vær ej saa overmodig, stærke Bølge,
Du bliver snart maaske i Lænke lagt;
maasko skal brat et jernfast Dække dølge
Dit stolte Mod, Din vilde Herskermagt.
I hvide Snedragt hviler Jordens Sletter,
og Kulden trænger ind i hver en Vraa.
Ja hver en Plet i Nord nu Himlen sætter
sit haarde, kolde Vinterstempel paa.
Den lille Fugl omflagrer saa urolig,
og véd knapt mer, hvor den tør dale ned.
Nu har den intet Hjem og ingen Bolig,
men flakker vildsomt om fra Sted til Sted.
Jeg savner Dig, Du muntre lille Sanger,
som rejste did til Sydens varme Land,
hvor Engen end i gylden Klædning pranger
og milde Luftning fylder Dal og Vang.
Du bød Farvel til Nordens Bøgelunde,
da Himlen gav sit første Vintertegn;
et Hjem, et bedre, da Du finde kunde
hist i den milde, skjønne Sommeregn.
O ogsaa jeg skal herfra engang trække,
naar Livets Vinterstorm omsuser mig;
da vil jeg ile did bag Skyens Dække
til Aandens rette Hjem i Himmerig.
O hvilken Fryd, naar Livets Vinter kommer,
at svinge sig fra Jordens kolde Havn
til Himmellandets evigskjønne Sommer
og finde Hjem i Salighedens Favn!