Vi har kaldt Dig vor Moder, Du Danemarks Vang,
kan Du ønske et skjønnere Navn?
Vi har kaldt Dig vor Moder af Kjærligheds Trang,
vi har følt os som Børn ved Din Favn.
Vi har bragt Dig vor Hyldning fra Bøgenes Ly,
vi har bragt den i Toner og Ord.
Vi har hævet med Stolthed Dit Navn imod Sky
som det helligste for os paa Jord.
Og Du véd det, vor Moder, vi mene det fuldt,
hvad vor Læbe har sunget og sagt.
Ja, Du véd, vi vil tjene Dig trofast og huldt
og ej bryde vor Kjærligheds Pagt.
Du har fostret os op ved Din trofaste Barm,
Du har baaret os ømt ved Din Favn,
Du vil vugge os tro til vor Død paa Din Arm
Du fortjener vel Moderens Navn.
Du har fyldt vore Hjerter med Styrke og Mod,
naar vi kæmped for Fremtidens Sag,
Du har lettet os Tankernes Vægt, naar vi stod
som Fortabte paa Modgangens Dag.
Du udbreder Din blomstrende Slette og Vang
lige kjærlig for Rig og for Arm,
og du favne os vil lige ømt, naar engang
vi skal synke i Blund ved Din Barm.
Hvad din Fjende har øvet ved Rænker og List
er ej givet til Glemselen hen,
men Du trøster Dig ved, og Du véd det forvist,
at det Tabte skal vindes igjen.
Det er os, der skal fri Dig fra Skjændsel og Spe
og fra Fjenden, som ligger paa Lur;
vi har kaldt os Din Slægt, Dine Børn, Du skal se,
at vi ogsaa har Barnets Natur.
Ja, vi sværge Dig Troskab i Sorg og i Fryd,
Du vor Moder saa trofast og blid.
Og vi sværge en Pagt med vor Broder i Syd,
Gud velsigne vor Kjærligheds Id!