O kunde jeg i denne Stund udtale,
hvad i sin hele Fylde Sjælen véd!
O kunde jeg paa Bladet her afmale,
hvad Hjertet har af trofast Kjærlighed!
Ja mægted jeg som Skjalden at frembære
i Harpetoner Hjertets dybe Slag,
da skulde dette lille Kvad Dig lære,
hvor dybt, hvor varmt mit Ønske er i Dag.
Men ak! Mit Ord saa svagt og fattigt klinger
mod Sjælens dybe, hemmelige Røst.
En mat, en dæmpet Gjenklang det kun bringer
af Glædens fulde Toner i mit Bryst,
et døsigt Glimt fra Lykkens klare Kjerte,
som luer rigt udover Sjælens Rand,
nej se og læs herinde i mit Hjerte,
der staar, hvad ej med Ord jeg tolke kan.
Men kan Du fatte, hvad der staar derinde,
forstaar Du dette Sjælens tavse Sprog?
maaske for Sligt er Dine Øjne blinde,
Maaske mit Hjerte som en lukket Bog!
— O, nej! Fuldtvel Du kjender mine Tanker
og véd, hvor tro og varmt mit Hjerte slaar,
Du véd det grant — og just fordi det banker
for Dig! O, Alt Du ser og Alt forstaar!
Mit Hjertets Fryd jeg ej alene nyder,
Du deler den af Sjælens fulde Lyst.
De samme yndefulde Toner lyder
jo og derinde i Dit rene Bryst:
de samme glade, ungdomsfriske Tanker,
— den sande Lykkes første ædle Frugt
den samme sikre Grund for Haabets Anker,
det samme Maal for Ønskets høje Flugt.
Vor Fremtid vinker os saa huldt imøde,
saa mildt som Midnatsstundens Stjernehær.
Og Nutids-Lykkens fagre Morgenrøde
udbreder over den sit Farveskjær.
— O ja, saa blidt og saligt skal den svinde
— Saa lover Haabets milde Engel det —
o, maatte vi da engang se og finde,
at Haabets Engel ogsaa havde Ret!