Duggens Taarer trille
gjennem Nattens Flor,
Blomsten bly og stille
bøjer sig mod Jord.
Lønlig dog den kvæger
sig ved Duggens Saft,
i dens lukte Bæger
strømmer Liv og Kraft.
Ogsaa Du, mit Hjerte,
bøjer tidt Dig mat,
naar Dig Savn og Smerte
hyller dybt i Nat.
— O, om ret Du kunde
altid suge Haab,
øse Kræfter sunde
af Din Taaredaab!