O, hvor jeg gaar,
og hvor jeg staar,
mit Hjerte altid banker
for Pigen skjøn,
som jeg i Løn
har skjænket Hu og Tanker;
men Ingen aner mine Suk,
end ej den Pige favr og smuk.
Kun Amor véd
om Alt Besked,
men ak, det ham behager
at spotte mig
og gotte sig
ved mine Suk og Klager;
jeg tror, det var hans største Lyst
at rane Hjertets sidste Trøst.
Han plager mig
usigelig
med sine Drillerier;
thi hvor jeg end
mig vender hen,
han aldrig fra mig viger.
Og med sit Trylleglar han gjør
i Hovedet mig ganske ør.
Thi Amor har
et Trylleglar,
som for mit Blik han stiller,
og altid maa
omkring jeg gaa
med disse Tryllebriller,
og hvad end Blikket vendes til,
saa ser jeg kun den Pigelil!
Selv naar jeg træt,
af Dagen mæt,
mig kaster paa min Køje,
han nærmer sig
saa sagtelig
og stiller for mit Øje
sit hemmelige Glar og lér,
og straks mit gamle Syn jeg sér.
Jeg har ej Fred
paa noget Sted,
jeg tror ej mer, jeg holder
den Plage ud,
hin skjælmske Gud
mit stakkels Hjerte volder.
Ja, hvis det snart ej bedre bli’er,
Saa tror jeg ganske vist, jeg frier.