† Fru M. H.
(den 2den Marts 1870.)
(den 2den Marts 1870.)
Hvi skulde alt det ømme Baand,
som Gud nys bandt med egen Haand,
saa tidligt atter briste?
Hvi sank hun alt i Gravens Vraa?
Hvi skulde dog de kjære Smaa
alt deres Moder miste?
Gud véd hvorfor! Hans Villie ske!
Han ene mægter grant at se,
hvad der os bedst mon baade.
Hans Vej er vis, hans Arm er stærk,
og mildt omstraales alt hans Værk
af Kjærlighed og Naade.
Ham gav hun og sin Sjæl i Vold,
og fandt i Troens Trøst et Skjold
mod Smertens hvasse Pile.
Med Hjertets lyse Sejershaab
og Bønnens stille Længselsraab
gik hendes Sjæl til Hvile.
Og derfor tør vi haabe vist,
at hendes Aand fandt Vejen hist
til Lyset og til Livet,
at hvad hun tabte her paa Jord,
blev hende ved Guds Naade stor
hist tusindfold gjengivet.
O lad da Taaren rinde tyst,
Gud vil igjen hvert sorgfyldt Bryst
med Trøst og Fred forlene.
Han staar de Moderløse bi
og hegner den Forladtes Sti
med Naadens Palmegrene.
Guds Børn ret aldrig skilles kan,
thi dem, vi her i Muldets Land
en liden Stund maa savne,
dem skulle vi fuldtvist engang
ved Fredsbasunens Morgenklang
i Himlen atter favne.