En Vildand rugede paa sine Æg
langt ude i Mosen bag Siv og Flæg.
Det varer i Dage, det varer i Uger;
men tavs og trofast den ligger og ruger.
Saa var det en Dag i Middagsheden,
den hørte et lille Pip-pip i Reden.
Og hør nu, hvor Æggene sprække og springe!
Der bliver saa levende under dens Vinge.
Snart mylre de ud, de dejlige smaa,
— hvor blev der et Liv bag Sivenes Vraa!
Et Par rokke ud efter Fluer paa Jagt.
»Men gaa ej for langt!« har Andemor sagt.
En staar og knejser paa Brinkens Pude:
»Det er vist min Far, der svømmer der ude.
En sidder endnu i Ægget og pipper:
»Hvornaar mon jeg ud af Klemmen slipper?
En anden løber med Skallen paa Gumpen:
»Den gnider jeg af mig der nede i Sumpen.
Men allermest morsom er dog den lille,
som alt vil voksen Andefar spille.
Han kror sig stolt og snakker og pipper —
og vigtig de andre i Nakken nipper.
»Hør, Mor, jeg finder det under min Ret,
at jeg mig skal holde til Hjemmets Plet.
Jeg mener, jeg nok mig selv nu kan hytte,
derfor jeg dig siger: i Dag vil jeg flytte.
Hvor Verden der ude er dejlig! — Adjøs!
Lev vel, lille Mor! Nu gaar jeg til Søs.«
Han knejser i Vejret, vil baske med Vingen,
den lille Tosse! — han havde jo ingen.
Men nu fik Andemor Fyren fat:
»Vil du være artig, du lille Krabat!
Hvis ikke du straks er en god lille Dreng,
saa skal du her ind og paa Ho’det i Seng.«
Da tænkte han i sit stille Sind:
»Nu faar jeg nok stikke min Pibe ind.«
Da Dagen var endt, og Solen var nede,
da tyed de smaa til Moderens Rede.
De mærked ej Aftenens bidende Vinde;
der var saa lunt og saa blødt der inde.
Da tænkte den lille: »Hvor Kulden kan stikke
der ude i Mosen! — det troed jeg ikke.
Her kan jeg saa varmt i Reden mig gemme,
det var dog nok godt, at jeg blev her hjemme.«