Zakarias Nielsen (1844–1922)

Skøn Freja var saa fin en Hund

som nogen under Solen.

At Slægten var af engelsk Rod,

det saa man straks paa Kjolen.

Saa vever, silkeblød og let

hun staar for mine Tanker,

Poterne var bitte smaa

som Kattens Pusselanker.

Jeg ser endnu, hvor bidsk og rapt

hun efter Fluer snapper,

Ørerne om Nakken slog

som lange Silkelapper.

Og naar ad Ryggens bløde Pels

jeg Strøg og Klap lod skifte,

da kunde Halekrøllen gaa

ret som en Fryndsevifte.

Jeg mindes, hvor hun bjæffed glad,

naar hjem jeg kom fra Byen,

helt ellevild hun smed sig ned

og hylede i Skyen.

For Vagtsomhed det bedste Lov

jeg ogsaa Freja giver;

jeg næsten tror, hun aldrig sov

af bar aarvaagen Iver.

Og kom der nogen mig for nær

med Spark og barske Hænder,

saa fik hans Haser føle snart,

at Freja havde Tænder.

Jeg kunde meget smukt og godt

om liden Freja melde;

men hør nu blot et enkelt Træk,

som her jeg vil fortælle:

En Morgen i sin Kurv hun laa

saa løndomsfuld og ruged.

. . . Ej ej, da laa der fire smaa

i hendes Favn og suged!

(Sligt hændtes nu for Resten tit

— for ofte, maa jeg klage —;

men Flokken kom sædvanligvis

igen lidt brat af Dage.)

»Ak, Freja, vil du nu igen

den Kval mit Hjærte volde!«

Flun slikkede min Haand og bad

»Aa, lad mig dem beholde!«

Jeg kløede min Nakke lidt

og lod i Ro dem drikke.

Saa tog jeg en og bar den bort,

den savnedes slet ikke.

I Smug jeg siden tvende tog,

saa én kun blev tilbage.

Da mærked Uro hun og bad:

»Ham maa du ikke tage!«

»Jo vist, der er ej andet Raad,«

jeg ved mig selv tog Ordet.

I næste Stund var Hvalpen død

og dybt i Haven jordet.

Men Freja løb den hele Dag

omkring med Sorg i Sinde,

hun snuste her og skrabed der,

hun maatte Ungen finde!

Den næste Dag var Freja væk.

Jeg kaldte og jeg søgte;

ved Aftenstid jeg traadte ind

i Laden med en Lygte.

Der laa hun i en Rede lun,

dybt gemt bag Knipper tunge.

Og tænk jer saa: i Favnen laa

Ved natlig Søgen havde hun

omsider Stedet funden

og gravet op sit døde Barn,

mens Natten stilt var runden.

Saa havde hun til Laden søgt

ad Snigvej med den bitte

og gravet sig i Halmen ind:

»Her skal han ej mig hitte.«

Nu laa hun der og bad paa ny

med Blikke bønlig-tunge:

»Aa lad mig nu beholde ham,

min egen lille Unge!«

Da anden Gang jeg Spaden tog,

jeg var saa tung i Sindet.

— Forunderligt, hvor sligt et Træk

sig prænter dybt i Mindet!