Nys Far og Mor er gaaet til Skovs
med Sav og Økse paa Nakke.
Med Søsters og Missens Selskab nu
han kønt maa tage til Takke.
Ak, Søster er kun en lille Stump,
han maa hende støtte og bære;
men ellers er hun saa sød og god,
som nogen Søster kan være.
Nu sover hun i sin Vugge trygt,
den lille, kvabsede Tulle;
han vugger og synger med tænksomt Sind,
men gyser imellem af Kulde.
Thi Vinden skriger med vilde Hvin,
og Frosten knitrer der ude,
Smaafuglene ængstelig pippe og slaa
med Vingen mod frosne Rude.
Han dækker den lille kærlig til,
at Kulden sig ej skal nærme.
»Mod hver en Fare og al Slags Nød
skal Bror nok Stumpen skærme.«
Da høres med et en snøftende Lyd,
ved Døren det lirker og rager,
— den aabnes, et Hoved, graat og vildt,
med Angest og Gru han opdager.
»En Ulv!« han skriger, af Rædsel bleg,
og springer fra Stolens Sæde.
Men Ulven sig nærmer. »Ja vel, min Gut,
jeg vil jer kun begge æde.«
Den kaster paa Vuggen et graadigt Blik,
vil Barnet snart blodigen kysse.
Hvad skal han dog gøre, den stakkels Dreng?
Han har hverken Kniv eller Bøsse.
Da styrter han frem, fortvivlet og vild,
hans Øje funkler og gløder,
med rasende Kraft sin knyttede Haand
i Ulvens Strube han støder.
Den Næve kom Ulven slemt paa tværs,
den snøfter af alle Kræfter,
tilbage den rykker sig Skridt for Skridt,
men Drengen følger bagefter.
Og dybere, dybere Drengens Arm
sig borer i Ulvegabet,
halv kvalt naa’r Dyret, af Drengen fulgt,
helt om i Krogen ved Skabet.
Mens Øjnene rulle, røde som Blod,
og Fraaden i Flalsen raller,
den fægter med Labben; — til sidst mod Gulv
saa død som en Sten den falder.
Men da er og Drengens Kraft udtømt,
og daanet mod Gulv han synker,
mens Søsterlil, vækket af Kampens Støj,
i Vuggen urolig klynker.
Da styrte Fader og Moder ind
— fra Skoven de Ulven opdaged —
»Aa, Børn!« de raabe og stirre omkring,
»hvad Ende har dette dog taget?«
Da vaagner Drengen i samme Minut
og siger med tindrende Blikke:
»Ej! Stumpen er frelst og Graaben kaput!
Hør, jeg er en Knop! Er jeg ikke?«