Det rusked i Træer, det knaged i Tag,
og Dørene klaprede Slag i Slag
paa Fiskerhytten ved Stranden.
— Det var ved Midnat, en Kvinde sad
ved Bibelbogen og græd og bad
i Angest for Sønnen og Manden.
Thi hist paa Havet, hvor Bølgens Døn
klang dybt og hult, laa Far og Søn
og gynged i Fiskerbaaden.
Snart ned i Dybet, snart atter op
gik Farten, mens over Mastetop
Braadsøerne sprøjtede Fraaden.
»Ret aldrig jeg mindes en Nat saa stræng.
Hvad tror du, hun tænker der hjemme, min Dreng,
om Stillingen rigtig hun vidste?
Naa, mig kan det være det samme med,
for jeg skal alligevel snart af Sted;
men skulde sin Dreng hun miste . . .
Se saa! . . . der knækkede Mast og Ror!
Kom, Dreng, og læs os et Fadervor!
Vorherre din Røst vil kende.
Dig hytter han vel; men jeg siger dig kuns,
at hvis jeg selv skulde gaa til Bunds,
saa sørger du godt for hende . . .!«
Uvejret ta’r til. Det gryr ad Dag,
se, Maagerne kredse om Baadens Vrag
og Rædsel og Død bebude.
Da kyder med et over Havet et Skrig:
»O, hjælpe os Gud i Himmerig,
nu fyldes . . . nu synker vor Skude!«
Men hun, som hjemme i Hytten sad
ved Bibelbogen og græd og bad,
ej længer i Stuen kan dvæle;
til Stranden hun iled og stirrede ud,
som aldrig før hun bad til Gud
om Hjælp for de nødstedte Sjæle.
Og Stormen stilner omsider sin Fart,
paa Strandbredden flokkes en Klynge, og snart
en Redningsjolle udsendes.
Og se — der flyder den knækkede Mast,
hvortil de tvende har klynget sig fast,
Ulykken til Frelse nu vendes.
»Ja, Mor, her har du os begge to!
Det var nok for Drengens Skyld, kan jeg tro,
at ej det endda gik værre;
til ham Vorherre en Planke smed,
og saa fik jeg Lov til at hænge ved,
Umagen var ens for Vorherre.«