Nu drage de milde Vinde i By
der oppe i Nordens Lande,
nu kommer der Uro i Vingen paa ny
— af Sted mod de hjemlige Strande!
Hvor higer dog Hjærtet mod Hjemmets Land
— det ligge i Sol eller Taage —!
Aa, bare de nu har vor Kasse i Stand
der hjemme ved Præstens Laage!
Mon atter vi finde vort lille Slot
omslynget af Vedbendstrængen?
Og mon de har husket at tætne det godt,
at Vandet ej drypper i Sengen?
Hvis Spurven har ranet vort lovlige Bo,
vi helme ej, før han er slagen.
Men bare vi selv maa være i Ro
for Drengenes Stenkast og Jagen!
Aa, gid man vil unde os rolige Kaar,
vi intet os ønske heller;
vi love til Gengæld — saa vidt vi formaar
at blive fra Præstens Moreller.
Og flinkt skal vi fløjte i Have og Skov
og kvidre ved Laden og Loen
og spidde Larven bag Karlens Plov
og snappe Bræmser af Koen.
Hver Morgen vi give en Frikoncert
med Drossel- og Finketriller,
saa liflig, at selv vor lærde Vært
skal smile bag sine Briller.
I trænge der oppe til Vaarmusik,
til Værn imod Kryb i Naturen:
Saa tag da imod os med venligt Nik
og fred om vor Kasse paa Muren!