Saa gik det indtil mit sextende Aar,
da skete en Dag et Guds Under.
Jeg husker det end, som var det i Gaar,
hver Dag jeg endnu paa det grunder.
Det var en Søndag, jeg sneg mig om
langt borte fra Hjemmets Egne;
min Fod var træt og min Lomme tom,
af Sult var jeg nær ved at segne.
Bort var jeg rømmet om Natten før
fra Hjemmet, det stygge og fæle.
„Nej heller luske fra Dør til Dør
og tigge mig frem eller — stjæle!”
Da naaed jeg til et Lyststed, der laa
omkranset af Hyld og Syrener.
Jeg listed i Køknet mig ind paa Taa,
jeg saa hverken Kok eller Tjener.
I Stuen var tyst. Jeg ind mig sneg
— hvor Lejligheden dog lokker! —
jeg følte, min Kind blev kold og bleg;
jeg gik jo paa Tyvesokker.
Jeg lytted og spejded og kigede i
hver Krog; da faldt i det samme
mit Blik hen paa et stort Maleri
i udskaaren Egetræesramme.
„Du store Gud, hvad ser jeg her?
Min Moders Hytte ved Stranden!
Der staar hun jo selv, og der . . . og der . . .
men er jeg dog fra Forstanden!
Nej vist, det er jo min Moder selv,
det er hendes Mund, hendes Øje!
Jeg kjender jo ogsaa Skjørtet saa vel
og den tærnede Hvergarnstrøje.
Hun ser hen paa mig. O bliv ikke ræd,
lille Mo’r, vær blot ikke bange,
jeg skal ikke stjæle eller gjøre Fortræd,
lille Mo’r, vær blot ikke bange!
Men hvordan er det hele dog fat . . .?
Mit Hjærte saa sælsomt banker;
det er, som der frem af Erindringens Nat
gaar lyse og legende Tanker.
Det er, som med et jeg flyttedes hen
til Stranden og Klinten der hjemme.
Lyslevende ser jeg dig, Moder, igjen
og hører din kaldende Stemme.
Jeg husker det godt, jeg var den Gang
en lille Krabat i Bluse.
Ved Stranden jeg legede Dagen lang
med Stene og Sneglehuse.
Med Hunden „Pasop” og Grisen, som gik
paa Ageren og snasked og bored,
saa mangen en lystig Spas jeg fik,
vi mageløst sammen os mored.
Og naar du, Mo’r, fra Arbejd kom hjem,
du vidste med „godt” at opdiske;
snart kom et Par Nødder af Lommen frem
og snart lidt Seglgarn til Piske.
Saa løfted du mig i Favnen op
og holdt mig som Fange bunden;
bag efter du glatted min gule Top
og kyssed mig lige paa Munden.
Og jeg begyndte saa med min Snak
om Legen med Hunden og Grisen.
Imens fik Fa’r sig en Pibe Tobak
og staved sig gjennem Avisen.
Og saa blev jeg puttet i Dynerne ned,
og kjærlig du kyssed min Pande,
og lidt efter lidt jeg umærkelig gled
saa stilt imod Drømmenes Lande.
Og Søndag Morgen! Hvor kunde jeg gaa
og kro mig helt stolt langs Stranden
med mine de nyvendte Buxer paa
og Hatten med Sløjfe i Panden!
Jeg husker det ogsaa, hvor mangen Gang
jeg læned mig til dig med Glæde,
imens du rørende talte og sang
om ham, der elsker de spæde.
O ja, hvor var det en mageløs Tid,
hvor rig dog paa Uskyld og Glæder!
Bliv ikke bedrøvet, o Moder blid,
fordi jeg staar her og græder.
Men tro mig, o Moder, det gjør mig saa godt
en Stund ved din Side at græde.
Jeg tror, jeg blev skik’lig endnu, hvis jeg blot
for dig kunde hver Dag fremtræde”.