Vi havde et Hus med et Par Tønder Land
tæt ude ved Klintens Trone.
Min Fader vor Tøffel- og Træskomand,
min Moder var Vaskerkone.
Jeg var en lille forvoven Gut,
saa tyk og sund og fornøjet.
Ved Stranden jeg soppede, sang og slog Smut,
Og Smilet lyste fra Øjet.
Ja, det var en yndig, velsignet Tid;
men snart den desværre fik Ende,
og Verdens Bitterhed, Storm og Strid
jeg tids nok fik lært at kjende.
De tyske drog ind ad vort søndre Led,
vor Ret og vor Ære at krænke.
— Saa maatte min Fader til Hæren afsted,
og snart var min Moder Enke.
Saa gik det tilbage; — hun tog paa Borg,
og tom blev Skuffen og Kruset;
hun sygnede hen af Sot og Sorg
og døde i Fattighuset.
Og jeg blev tinget i fremmed Brød
for fjorten Daler om Aaret.
I Pjalter jeg løb, led Kulde og Nød,
blev pryglet og rykket i Haaret.
Med Kjæppen og Posen omkring jeg drev,
i Løgn blev øvet min Tunge;
jeg sloges med Hunde og Drenge og blev
en rigtig vanartet Unge.
Med hele Verden jeg laa i Krig,
jeg gjorde Fortræd, hvor jeg kunde;
thi alle var de paa Nakken af mig,
mit Navn var i alles Munde.
„Ja bi I bare, til jeg bliver stor”,
— jeg tænkte saa ofte i Harme —
„saa skal I faa se, hvilke Næver, der gror
paa disse knoglede Arme!”