Han spurgte om Ja, — hun gav ham et Nej;
det var, som det Ord satte Bom for hans Vej.
Hans Liv var som Fuglens, hvis Vinge er skudt,
som Blomstens, hvis Stængel af Stormen blev brudt.
„O skynd jer, I Dage, bliv Uger, bliv Aar
og prøv, om I mulig kan læge mit Saar!
At vandre alene — Gud ved, det er svært,
dog faar jeg med Tiden vel Kunststykket lært.”
Eja, hvor hans Øje med et da fik Glans,
før ret han det vidste, var hun bleven hans.
Hans Liv var som Fuglens, der stiger i Luft,
som Blomstens, der svulmer med Farve og Duft.
Og Bommen, som før for hans Vej sagde Stop,
til en løvsmykket Bryllupsport højned sig op.
„Jeg syntes, at Livsløbet var mig saa svært,
at Livet er Lykke, det har jeg nu lært.”
Men tit driver Lykken med Hjerterne Gæk;
som bedst man den griber, smutter atter den væk.
Da Klokken hende ringed til Gravhvilen blid,
den havde nær ringet hans Sjæl fra Sans og Vid.
Han stred som en Mand, mens Ugerne gik,
men snart ved hendes Side sit Leje han fik.
At være ene før han kunde have lært,
men nu være ene — det var ham for svært.