Zakarias Nielsen (1844–1922)

Vort Hjerte er en Sangbund fin

for Toner i Naturen,

for Lyd af Sommervindens Trin,

        for Stormens Hvin,

for Bækkens Suk og Møllefaldets Duren.

Det dirrer mildt, en Harpe lig,

ved Foraarsnyn af Voven,

det skælver fint — som Bladets Flig —

        ved Glentens Skrig,

naar den ved Midnat vaagner angst i Skoven.

Har du med elskovshedet Kind

en Sommernat fornummet,

hvordan mod drømmetryllet Sind

        det bølger ind

med tusind gaadefulde Lyd fra Rummet!

Der daler Drøm fra Svaners Kor

i natligdunkle Højder,

det lokker som en Længsel stor

        fra Skov og Nor

med Suk fra Siv og Klang af fjerne Fløjter.

Du skønne Eden, stort og rigt,

med Adams-Længsler stærke,

du lever end i Nattens Digt,

        vidunderligt

for unge Sjæle er dit Suk at mærke.

Du kalder, maner, river hen

med Varsler alle Haande,

o bryd da mægtig frem igen,

        knyt Ven til Ven

og lad i Lykke Hjertet drage Aande!

tos