Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt,
den vækker mig, naar jeg din Haand vil slippe.
Tit bli’r mit Hjerte haardt og vild dets Flugt,
derfor du stundom maa dets Svingfjer klippe.
Jeg ved, du tugter ej med Hævn og Harm,
du elsker mig trods Syndens vilde Lyster;
jeg ved, din Kærlighed er rig og varm,
ja varmest, naar du mest mig gennemryster.
Og dog — hver Gang dit Revserblik mig naar,
hver Gang jeg under Tugteraaget prøves,
det tykkes mig, din Haand den er saa haard,
og trykker stærkere, end det behøves.
Vel er min Bøn: „O Gud, din Vilje ske!”
saa ofte under frejdig Tro opstegen;
men tit, naar jeg din Vilje faar at se,
jeg mærker, at jeg mente dog min egen.
Da vakler jeg; jeg ved jo, du har Ret,
at alt du for mig paa det bedste mager;
jeg ved, du tager paa mig mildt og let,
det er kun mig, der uden Aarsag klager.
O, lær mig ret at ville, hvad du vil,
hold Troens Vinge oppe, naar den daler!
O, tugt mig kun, men giv mig Naade til
at bøje mig og tie, naar du taler!