En Gang jeg var en Yngling
med Uro i Blodet,
som Folen let og spændig,
som Skovbækken kæk,
— nu sidder jeg her
med en Støtte ved Ho’det
og læser gamle Breve
med bleggulnet Blæk.
Jeg ser mig selv og hende
— hvordan jeg var i Vinden,
hin Aften, da det bruste
med Elskov i min Aand,
jeg ser hendes Famlen
og Blodet i Kinden,
og Taarens Gyldenstænk,
da hun gav mig sin Haand.
... Hvor var du frisk og fager
hvor dejlig at skue,
med Myrten paa Haaret,
med Rosen paa Barm!
Hvor straalede der Lykke
af mine Øjnes Lue,
da ned ad Kirkegangen
du gik ved min Arm!
Nu sidder jeg her
med en Støtte ved Ho’det
og stævner Alfer ind
til en festlig Nattedans.
Mit Øjes Glans er borte,
og koldt rinder Blodet,
kun Mindet end kan ildne
min sluknende Sans.
Jeg stævner Alfer sammen
til Festdans i Aften
— det er vort Fæstensgilde,
du kære, dit og mit
men ene jeg sidder
ved Festen i Aften,
og vaadt er mit Øje,
det er det saa tit.