Skønt du forlængst mig har forladt,
jeg grant endnu dig skuer;
du har endnu ved Dag og Nat
din Gang i mine Stuer.
Du møder med de bedste Raad
min Spørgen og min Famlen,
du peger, naar min Kind er vaad,
paa Korset og paa Skamlen.
Du ser mig dybt i Sjælens Grund,
med Haanden om min Nakke,
forædler mine Tankers Fund
og kaster bort hver Slagge.
Din Aand med sælsom Herskermagt
min Tanke varlig tugter
og styrker den, naar den forsagt
gør Stands ved Tvivlens Slugter.
Jeg retter mig i Glød og tror,
jeg ser dig for mig stande.
— — Saa lægger jeg min Arm paa Bord
og bøjer ned min Pande.