Zakarias Nielsen (1844–1922)

Et Navn jeg gemmer paa endnu

fra Skolelivets Timer,

og mildt det lyser i min Hu

som Morgensolens Strimer.

Næst Far og Mor jeg ingen ved,

der kønt som han mig lærte,

hvordan oprigtig Kærlighed

kan varme i et Hjerte.

Naar ret han fæstede sit Blik

paa mig med kærlig Dvælen,

da var det, som hans Tanker gik m

ig lige ind i Sjælen.

Han førte mig ved Haand omkring

og lærte mig at ane

det Haab, der giver Livet Sving

og lyser om dets Bane.

Kun stakket blev iblandt de smaa

hans rige, skønne Virken;

men skønt han nu alt længe laa

i Haven hist ved Kirken,

lyslevende han stedse dog

har vandret ved min Side,

og tit han mig ved Haanden tog,

naar jeg var ved at glide.

Jeg føler, at endnu mit Sind

han stundom kærlig aver

og styrer tit min Pegepind,

naar Hjertets Sprog jeg staver.