Naar Fuglene myldrer i Krattets Kroge,
i Mosens Rør, i Tjørnenes Skjul,
naar fjernt sig svinger den sorteblaa Raage,
og Spætten flagrer ved Lundens Laage,
jeg selv flagrer ud som en lykkelig Fugl.
Hvor er det Moro, naar Gaasen hvæser,
mens Drengen sender sin Drage mod Sky,
naar Oldermanden i Byhornet blæser,
og Hyrdepigen sin Lektie læser
i Gærdepilenes skyggende Ly!
Hvor hjemligt, naar Knøsen svinger med Ploven
og Pigen svanser med Spande ved Aag,
naar Hingsten fægter i Luften med Hoven,
og Koens Bjælde gi’r Genlyd i Skoven,
udfyldende Pavsen i Gøgens Sprog!
Jeg frydes ved Synet af Billernes Kravlen
og Myrernes Kapløb paa Gade og Sti,
jeg frydes ved Solens Rødglans paa Gavlen,
ved Rørdrummens Sang og ved Stjernetavlen
med Noder til Nattens Natur-Symfoni.
Mig tykkes, at Livet herude sig drejer
saa sundt i Vaar, ved Rughøst og Jul.
Paa Landet jeg drak de Kræfter, jeg ejer,
her fik jeg min Dont — hvor lidet den vejer —
og blev en lykkelig syngende Fugl.