Det stormer af Foraar og Opbrud.
Og Havene ler.
Og vi har en Ordre i Sindet.
Befalingen sker!
Trompeterne blæser Fanfarer
fordi du forlod mig,
og jeg tramper ud af dit Liv
med en Søndenvind mod mig.
Og du der var gemt bag din blide
og fjerne Mine,
og jeg der var tavs, og besværet
af det som sker,
vi der blev truffet af Lyset
fra Hav og Fugle
gaar i et Foraar af Maager og Blæst
og ler ...
For er Blæsten og Blaaet og Fuglene
ikke en Smerte,
dyb og urolig som Fødslens og
Opbruddets Smerte —
Og ligger der ikke en Sødme
paa Foraarets blændede Bund,
den du en Dag ikke fandt igen
ved at gi dig ind under min Mund?
En Blidhed, en Stilhed, en Sødme
hos en eller anden et Sted,
som uden at ane det gaar omkring
og har al din Forløsning med.
Vi er et med en Verdens Smerte
i en høj og forklaret By.
Vi gaar efter intet og ved det dog:
En Dag vil det ske paany.
Og Maagernes Flugt er en Sneboldkamp
og vi gaar paa en Kaj og ler,
vi der har brugt hinanden op
og aldrig skal skændes mer.