Aa Gud, hvor vi taler og taler.
Vi kender saa mange Ord.
Her staar vi med hver sin Vilje,
i samme Slags tunge Trods,
og taler os væk fra hinanden
i Ord som er kloge, kloge —
og nu er vi midt i Begreber,
som aldrig kan angaa os.
Det er mine egne Tanker —
og det er min egen Stemme
og det er min egen Vilje —
og hvad skal det hele til?
Her er vi saa langt fra hinanden,
at alt hvad vi sir er forgæves
— og det, der skal hænde, er netop
alt det vi ikke vil.
Jeg hører din rolige Stemme og ved,
hvad jeg selv vil svare
og ved, at nu skulde jeg standse
og rejse mig op og gaa.
For Herren se i Naade til dem
der har lært at forklare
og glemt at se paa hinanden,
og tie og forstaa.