(Til Raadhusets Mester).
Jeg hilser den Mand, som rejser det Hus,
der staar gennem Slægter og Tider.
Jeg hilser den Mand, som omsider
bygged med andet end Grus.
Jeg ser paa hans Værk, som vokser hver Dag
frem under hans skabende Hænder.
Jeg ser det saa ofte — og kender
min Evne ussel og svag,
og drikker mig dog i dets bundløse Fond
af Skønhed Mod til at virke;
jeg søger dertil som til Kirke,
naar Træthed hæmmer min Haand.
Jeg ser det hver Dag, — om Hundrede Aar
vil nye Øjne det møde,
naar andre Hundred er døde,
det endnu levende staar.
Jeg ved det, en Gang vil Børn af mit Blod,
naar selv jeg forlængst gik til Grunde,
med stolt beundrende Munde
forsamle sig ved dets Fod,
vil tale derom ærbødige Ord
og mindes de hengangne Slægter og maale,
hvad selv de mægter,
med vor Tids blivende Spor.
Saa hilser jeg ham, som bygger vort Hus:
Aarhundredets Arv til det næste;
jeg hilser ham mellem de bedste,
før Slægten er sunken i Grus!