Jeg ved, der findes Mænd iblandt,
som gaar saa stolt stilfærdigt frem,
at Døgnet ikke naar dem;
som sidder bøjet ved det Bord,
hvor langsomt deres Gerning gror,
med stænget Dør og Rude,
at Sladren ikke slaar dem.
Jeg ved, der lyser her og der
en enlig Nattelampes Skær,
en vaagen Viljes Fakkel.
Derinde gør en Mand sin Pligt.
Maaske han virker stort og rigt,
maaske er han kun Tjener
ved Aandens Tabernakel!
Men det er disse tause Mænd,
hvis Værk saa stolt og stille gror,
at Døgnet ej forstaar det, —
dem er det, der er Fremtid i;
og bliver Slægten en Gang fri,
saa er det deres Hæder,
at Menneskene naar det.