Der var et Ord i min Farfars Tid:
Begejstring! — ja, nu er det glemt;
men den Gang var det som Klokkeklemt,
der kaldte Folket til Strid.
Da ringed det gennem hver fattig Vraa
som Lærkesang under Sky. —
Men siden blev det en Mønt af Bly,
som ingen agtede paa.
Tidt brugte Far et Ord i sit Sprog:
Fortrøstning! — ja, nu er det glemt;
men den Gang var det som Rygge stemt
i Kraft mod det tungeste Aag.
Da løfted det tidt det lave Loft
og bar mod de videste Maal. —
Men siden blev det et slappet Staal,
som rusted paa Smedens Toft.
Men ofte saa kom de to til min Dør
og bankede bønligt paa:
— Luk op, vi er Venner, du kendte os før,
hvorfor vil du lade os gaa!
— I hjemløse to, kom ind i mit Hus,
jeg giver Jer Plads ved mit Bord! —
Nu kender jeg siden mit Hjertes Sus
i Fars og i Farfars Ord.