I
Jeg løfter dig, min lille Dreng,
saa rider vi til Rom!
Nu skynder vi os sporenstregs,
at Mo’r ej ta’r dig undervejs,
forbi Berlin til Brenner;
dér møder os den Varme, som
Verona mod os sender!
Verona!
Kan du høre
og huske, hvor det lød
den Aften i vort Øre?
En Duft, orangesød,
gav os fornyet Glæde,
og du holdt op at græde
og sov paa Moders Skød!
Saa fløj vi gennem Dalen,
hvor Luften er som Vin.
Igen vi op ad Bjærge steg,
da laa foran os, nattebleg,
endnu kun halvvejs vækket,
Pistoja.
Togets Hvin
det gjorde dig forskrækket,
du vaagnede og skreg.
Men da vi langs med Floden fór,
hvor Figen og Oliven gror,
og øjnede mod Himlens blaa
den store, røde Kuppel staa
saa majestætisk hvælvet,
min lille Dreng, da lo du højt,
som om du kunde ænse,
vi nærmed os Firenze.
Skal vi staa af et Øjeblik?
Du husker nok den Vej, vi gik
til gamle Papa Frasi’s Hus!
Hvor du blev bange og konfus,
fordi du ej forstod ham;
du trak ham i hans hvide Skæg
og var uvenlig mod ham.
Det skal vi gøre godt igen,
før Papa Frasi falder hen
og dør og skal begraves.
For naar man er saa mange Aar
og ene mellem andre staar,
er det en dobbelt Smerte,
at ej en Gang man Godhed faar
selv af et Barnehjerte!
Og saa af Sted igen til Rom!
Farvel, farvel Firenze,
som vi ingensinde glemmer!
Nu skynder vi os lige lukt
til Peterskirken. Se, hvor smukt
den løfter sig og stiger
højt over Gadevrimlen,
som steg den ind i Himlen!
Ak Rom! Ak Rom!
Min lille Dreng,
vi kan ej rejse længer,
fordi din Far faar Vandringsvé,
hver Gang han faar det Land at se,
hvorved hans Længsel hænger.
Nu kalder Mor; du skal i Seng!
Saa maa vi ride hjem fra Rom
den samme Vej, vi kom!
II
Nu lukker Dagen langsomt Øjelaagene
og gaar til Ro, — som du, min lille Dreng,
om lidt vil gøre, naar din Moder kalder.
Det sidste Lys ind i vor Stue falder,
mens Mørket vokser frem fra alle Krogene.
— Nu er det Tid for Børn at gaa i Seng!
Men først saa maa vi rejse Romerturen.
For du kom hjem og var forknyt af Kulde,
og Vinden tuder stygt; vi faar vist Sne.
Men vi to har det godt, for vi er fulde
af Minder fra det Land, vi fik at se,
fra Solens Land mod Syd bag Alpemuren.
Nu hilser vi Farvel til Mor,
Farvel til lille Thora!
Til Rom, til Rom vi rejser ned,
og vi tar ind, som Moder ved,
i Via Aurora.
Gamle Angela lukker os ind,
hun græder af Glæde, det gode Skind,
og knuger dig i sine Arme.
Hun mumler dit Navn som en henrykt Mor
— Ja, Angela, Angela, du er stor
ved din oprigtige Varme!
Vi bor i den samme Stue igen.
Min Dreng, min Dreng, kan du huske den,
hvor Solen tindred derinde!
Saa tit vi gennem vort Vindu saa:
Derude Villa Borghese laa
med alle de store, stolte Trær,
Cypresser, Palmer, Pinjer især
og flere, hvis Navn vi ej kender.
Og Monte Pincio, hvor vi gik
hver Eftermiddag og hørte Musik
og saa over Piazza del Popolo,
hvor Præsterne vandrede to og to
forbi Pyramiden, hvor Løverne ligger
og udspyr Vand, som Drengene drikker!
Og husker du Tiberens gule Flod,
der hvisked et Sprog, som du ej forstod,
om Slægter, som længst er døde?
Langs den vil sammen vi gaa igen;
og saa til Peterskirken hen,
dér ligger Folk paa Maven
for Paven
som hjemme for en Prins.
Det har vi to nu ej til Sinds,
for vi vil gaa og mindes
de Ting, som blev os kære,
da første Gang vi saa dem,
og lære at forstaa dem.
Vi skynder os fra Pavens Stol
op til det høje Capitol,
hvor Ulvene en Gang holdt Vagt
om Romerrigets Ære.
Der gaar en gammel Ulv i Bur,
forsulten og forkommen,
og længes mod den fri Natur.
Ja, saadan er det hele Land,
en hungrig Ulv, som ikke kan
af Fangenskabet bryde;
den knurrer, men maa lyde!
Det skønne Land, hvis Minder gror
i Marmor af den magre Jord,
det Land, som du og jeg og Mor
vil aldrig kunne glemme!
— Min Dreng, nu er vi hjemme!